Fra otte arme til to – og julen forventer stadig otte!
Engang var jeg en ottearmet blæksprutte. Forestil dig det: Jeg kunne hakke grøntsager til julemiddagen med én arm, pynte træet med en anden, mens jeg samtidig rørte i sovsen, skrev julekort, og… ja, resten af armene klarede lige støvsugning, vasketøj og gaveindpakning. Alt kunne ske på én gang, og ingen blinkede.
Så skete der noget. Ikke dramatisk, bare livet, der stjal nogle af mine arme. Nu står jeg her – med knap to gamle, halvt brugbare arme. Og alligevel forventer omverdenen det samme som før:
-
Julemiddagen skal være perfekt (mindst otte retter, selvfølgelig).
-
Stuen skal funkle som i et boligmagasin.
-
Gaverne skal være både kreative, betænksomme OG helst hjemmelavede.
Jeg prøver at forklare dem, at min kapacitet nu svarer til “to arme på langsom motion”, men de kigger bare på mig, som om jeg stadig kunne jonglere med tre grydeskeer, en lampe og et glas glögg samtidig.
Så her står jeg, jonglerer med det minimale, mens jeg håber, at nogen en dag opfinder “blæksprutte-tilbagevenden-hjælpepakke”. Indtil da må jeg nøjes med at:
-
Hakke grøntsager én ad gangen (wow, hvor langsomt!).
-
Pryde træet i små bidder (tre kugler ad gangen).
-
Og acceptere, at glögg kan spildes, når man kun har to arme.
Men måske er der en julemagisk side ved det: Mindre er mere, og alle små armbevægelser tæller nu dobbelt. Måske skal jeg bare lære at omfavne det – med mine to arme, lidt gløgg og et stort smil.
Julen 2025: To arme, én blæksprutte-drøm, og en masse kærlighed til alt, der kan nås.
“Jeg savner mine ekstra arme, især når jeg skal åbne chokolade, hænge kugler på træet og finde strømper – samtidig.”