Efter en ret produktiv dag kommer hjernetrætheden væltende.
Jeg var næsten klar over, at det ville komme, for jeg havde ikke taget mine anbefalede pauser. Men de ting jeg puslede med var så spændende, at jeg glemte at bruge uret.
Hjerneskadecentret har igen og igen sagt til mig, at jeg skal sætte uret til max 45 minutters arbejde og så ca. 20 minutters pause. Det interval skal jeg bruge dagen igennem.
Nåh, men jeg må tage konsekvensen - det betyder lavt niveau på alle hylder.
Da mine undulater fandt deres nye hjem
Undulater er både søde og underholdende. Mine havde altid været ude og flyve det meste af tiden, og vi havde vores faste ritual, når de skulle ind igen. Det var en lille leg, som både fuglene og jeg morede os over – en hyggelig stund i hverdagen.
Men så forandrede tingene sig. Min hørelse blev dårligere, og jeg måtte have høreapparater. Pludselig blev fuglenes glade pippen til en plage, fordi lydene gik direkte ind i apparaterne og skabte en indre støj, jeg ikke kunne holde ud. Jeg indså, at jeg måtte gøre noget – både for min egen skyld og for fuglenes.
Løsningen kom, da jeg fik en aftale med et mini-zoo, der gerne ville overtage mine to undulater. Jeg mødte op med en blanding af dårlig samvittighed og håb om, at det ville blive godt for dem. Og hvilken oplevelse det blev!
Det viste sig, at mini-zoo havde et stort voliere fyldt med undulater. Da mine to små fugle blev lukket ind, var det som om, de straks blev en del af festen – omgivet af artsfæller, farver og liv. Jeg følte en lettelse, men også en snert af savn.
Efter en tur rundt i mini-zoo gik jeg og mine "chauffører" tilbage til volieret. Til min store glæde kom mine to fugle straks hen og satte sig lige foran os. De virkede glade og trygge, som om de ville sige farvel – eller måske tak. Efter et kort øjeblik på omkring tyve sekunder fløj de tilbage til de nye venner.
Den oplevelse gav mig en varm følelse i hjertet. Jeg kunne tage hjem med visheden om, at jeg havde gjort det rigtige. Fuglene havde fået et nyt liv, og jeg havde fået en sidste, smuk hilsen fra dem.
"Søg ny viden" er dagens ENGLEKORT.
Tiden løber – og reservelageret følger med
Det slog mig forleden, hvor hurtigt tiden egentlig går. Jeg gik ned i kælderen for at hente noget fra mit reservelager – og blev overrasket over, at flere af varerne var snublende nær sidste salgsdato. Det føltes som om, jeg lige havde stillet dem der. Men virkeligheden er, at månederne flyver, og det, der engang var "langtidsholdbart", pludselig er på vej ud.
At have et lager af dåsemad, tørvarer og andre basale fornødenheder er ikke bare praktisk – det er en ansvarlig handling. I tilfælde af kriser, naturkatastrofer eller bare uforudsete hændelser, er det vigtigt, at man kan klare sig selv i en periode. Ikke kun for ens egen skyld, men også for at undgå at belaste samfundets ressourcer unødigt.
Men et reservelager kræver vedligeholdelse. Det er ikke nok at fylde hylderne og glemme dem. Der skal jævnligt tjekkes op på datomærkninger, roteres varer og – som jeg nu har erfaret – udskiftes det, der er ved at udløbe.
I dag besluttede jeg mig for at bruge nogle af de varer, der var tæt på udløb. Resultatet blev en overraskende lækker og enkel middag:
Det var både nemt, nærende og faktisk ret velsmagende. Det viser, at man sagtens kan lave god mad med simple ingredienser fra lageret – og samtidig undgå madspild.
Nu står jeg så med en vigtig opgave: at få opdateret mit reservelager. Det kræver lidt planlægning, men det er en investering i tryghed og ansvarlighed. Jeg vil fremover sætte en påmindelse i kalenderen hver tredje måned, så jeg husker at tjekke lageret og bruge det, der nærmer sig udløb.
Hvis du ikke allerede har et reservelager, så overvej at starte et. Og hvis du har et – så tag et kig på det. Måske gemmer der sig en god middag og en påmindelse om, at tiden går hurtigere, end vi tror.
🧾 Tjekliste til lagerstyring
ULVEN - ja, jeg er bange for ulven!
Man hører ofte, at man skal se sin frygt i øjnene, det er nok også rigtigt, men jeg tør dog ikke gå ud i naturen for at se ULVEN.
Næh, jeg sprang over, hvor gærdet er lavest og risikoen ikke var tilstede :-)
Jeg gik online og fandt et puslespil med ulve. Jeg vil gerne understrege, at blot det at røre ved de brikker, der skulle blive til en af ulvene - især øjnene - gav mig gåsehud. Heldigvis fortog det sig og det blev super dejligt at samle puslespillet.
Så fik jeg trukket dagens englekort:
"HUSK AT LEGE"
Det bliver vist nemt at overholde for mig i dag - jeg skal i strikkeklub ;-)
Vi er en lille flok der mødes, hvor vi drikker kaffe og strikkepindene danser omkap med snakketøjet - det er bare ren energi ;-)
Glemsomhed er et ord, jeg synes, man hører oftere og oftere. Det er ikke kun gamle mennesker, jeg hører det fra. Når jeg nævner min egen glemsomhed, da svarer de unge allerede fra 40 års alderen, at det gør de altså også. Det er da lidt uhyggeligt.
Jeg mener da ikke, at det var så slemt for mig i den alder, men tiden nu er jo også en hel anden.
Nu er jeg blevet så glemsom, at jeg vist kan lave daglige afsnit om de værste glemsomheder😀
Jo, jeg har i 14 dage med jævne mellemrum ledt efter en lille ting, som for mig har stor værdi. Jeg ledte og ledte - ofte de samme steder - og fattede ikke en brik. Der var tidspunkter, hvor jeg næsten begyndte at tro, at min husspøgelse havde været på spil igen.
Husspøgelset og de forsvundne ting
Glemsomhed. Det er et ord, man hører oftere og oftere. Og det er ikke kun gamle mennesker, der bruger det. Når jeg nævner min egen glemsomhed, så svarer folk helt ned i 40-årsalderen: “Det kender jeg godt!”
Jeg husker det altså ikke som så slemt dengang. Men måske er tiden nu også en helt anden – med hovederne proppet med information og forstyrrelser.
Selv er jeg efterhånden blevet så glemsom, at jeg kunne udgive daglige afsnit om mine værste “væk-historier”. For nylig ledte jeg i 14 dage efter en lille ting, som for mig har stor værdi. Jeg gennemsøgte huset igen og igen – endda de samme steder – uden at finde noget som helst. Til sidst begyndte jeg næsten at mistænke mit husspøgelse.
Ja, jeg kalder det altså et husspøgelse. For her forsvinder ting på mystisk vis. Nogle dukker pludselig op igen på helt naturlige steder, hvor jeg burde have set dem. Andre er væk på ubestemt tid. I øjeblikket står der otte ting på min personlige “væk-liste”.
Nå, men denne gang dukkede min savnede ting heldigvis op – og selvfølgelig på et næsten synligt sted. Jeg fatter stadig ikke, hvordan jeg kunne overse det.
For at holde styr på alle disse små mysterier har jeg opfundet mit eget system: et gammeldags kartotek. Oprindeligt var det til madopskrifter, men nu rummer det kort med oplysninger om, hvor mine ting har deres faste plads. Jeg har endda kort, der beskriver indholdet af skabe og skuffer. Så kan jeg hurtigt slå op, når spøgelset igen har været på spil.
Så ja – jeg kæmper med glemsomheden. Men måske er det netop det, der gør hverdagen lidt sjovere: små mysterier, et strejf af detektivarbejde og en god portion humor til at bære det hele.
At lægge et puslespil er ikke bare leg og tidsfordriv.
Jeg kan forøvrigt ikke lide ordet tidsfordriv! Tiden løber for stærkt til bare at drive den af!
Men at samle et smukt puslespil, der måske kommer op på væggen, når alle brikker har fundet sin plads, det kan være den rene terapi for sindet.
Personligt hjælper det ihvertfald mig.
De sidste 2 år har jeg været ramt af flere dødsfald i min nærmeste familie og endnu flere er blevet ramt af livstruende sygdomme.
Når angsten for de nærmeste timer, med frygt og uvished, fylder mig, da sætter jeg mig ved mit puslespil. Det ligger fast på et bord, så jeg kan gå til og fra efter behov. Tankerne slapper lidt af og man føres ind i en Verden, hvor det man tænker på er at finde en brik, der passer i form og farve.
Har man så valgt et puslespil, der viser noget, som man kan lide - så er det jo bare super.
De næste blev større og større - gad vide om det ender med et puslespil på 40.000 brikker - ja, man kan aldrig vide 😏
Jeg køber mine puslespil hos Hyggeonkel, han har rigtig mange - og tingene er altid i orden.
https://www.hyggeonkel.dk/produkt/jig-28753
Navnedag - er en ekstra lille fødselsdag, man kan fejre 😊
Hver dag i kalenderen har sit navn.
Hvis vi tager den 26. Juli, er det personer med navnet ANNA og lignende navne som ANE og ANNE, der bliver fejret. I andre lande endnu flere navne.
Der findes en fin oversigt på denne side: https://namecalendar.net/?day=26&month=7&lang=da
Jeg skriver dette indlæg den 25. Juli, så det er altså min navnedag i morgen - gad vide, om der falder en lille gave af til mig 😏
Brug en rollator – hvis du har brug for den!
Det kan være svært at acceptere, når benene svigter, eller balancen driller.
Mange tænker måske:
“Jeg er da ikke så gammel endnu!”
“Alle og enhver går jo med rollator …”
Jeg havde det selv sådan. Jeg var flov og tænkte: “Hvad vil naboerne sige, hvis de også ser mig med rollator?”
Men da Visitationen leverede en rollator til mig, begyndte jeg i det skjulte at træne. Først korte ture, så lidt længere. Og pludselig gik det op for mig: Rollatoren er ikke en skam – den er en frihed!
I dag kan jeg gå længere og længere ture, jeg kan selv handle ind og slipper for at være afhængig af online-bestillinger. Varerne kører bare med hjem på rollatoren – helt uden besvær.
Og ved du hvad? Man får også hyggelige småsnakke på vejen. Ligesom folk med hund hilser på hinanden, gør folk med rollator det samme.
Så mit råd er: Overvind modstanden – og vind friheden!
Blomster lavet i LEGO er et nyt og dejligt alternativ til kunstige blomster, når man er allergisk over for mange af vores skønne stueplanter.
Udover at LEGO blomsterne er duftfrie - er det en mega hyggelig aktivitet - man kan næsten blive LEGO-afhængig.
Min korttidshukommelse har taget skade efter et hjertestop.
Det giver af og til problemer - ikke mindst i køkkenet!
Mon ikke jeg efterhånden har kogt 5-6 gryder tomme for vand, lavet røg i køkkenet, når kødet blev for sort o.s.v. o.s.v. - bare fordi jeg lige gik ind i stuen.
Ude af øje - ude af sind.
Min lugtesans er desværre væk, så frikadellerne kunne i ro og mag bare stå og blive sorte.
Så fik jeg af hjemmeplejen anbefalet en KOMFURALARM, det er altså en stor hjælp. Den begynder at bippe, når temperaturen omkring komfuret bliver lidt for højt, og hvis jeg ikke reagerer på alarmen, så slukker den automatisk for komfuret.
Jeg kalder min KOMFURALARM for min LILLE BRANDMAND :-)
I min barndom var GALOCHER en fast del af min Far`s garderobe - jeg husker dem som værende mørkegrå og lidt tunge i det - men vandtætte.
Jeg brugte dem tit, når jeg blev sendt i tørvehuset efter æbler og lign., på en regnvejrsdag.
Hvorfor bruger man dem ikke nu her, hvor masser af regn, ser ud til at blive mere og mere udbredt? Vi futter rundt i små sko, uden om de store regnpytter, der dækker hele fortovet. Slutresultatet er alligevel ofte våde sko.
Måske de rigtige gammeldags Galocher er for usmarte, men jeg har set fine røde herregalocher på nettet - mon ikke de også kan bruges af kvinder ;-)
De kan købes hos: https://herrernesmagasin.dk/
Man kan også købe meget billige overtrækssko hos: https://www.thansen.dk/
PARAPLYEN vil vi ikke undvære - selvfølgelig hører den med til den rigtige påklædning på en dejlig regnvejrsdag ;-)
Tålmodighed kan være så opslidende.
Tiden går langsomt - man kan ikke rigtig komme i gang med noget - man bare venter og venter.
Jeg siger ofte til mig selv, at det er tidsspilde at være så utålmodig.
Brug dog ventetiden til noget fornuftigt, siger jeg til mig selv.
Tak, lettere sagt end gjort!
Dog forsøger jeg at forberede ting, som jeg let kan lave, medens jeg lader utålmodigheden rase.
Lige nu har jeg pakket en kurv med små ting, hvor der f.eks. bare skal syes tryklåse i. Et par viskestykker, der mangler stropper. En karklud der aldrig er blevet strikket færdigt o.s.v..
Altså noget, hvor man ikke behøver at tænke, for at få lavet færdigt.
HUSK: Tiden løber, selv om du sidder stille!
Solsikkesnoren har jeg meget glæde af.
Når jeg f.eks. skal rejse med bus eller fly, har jeg altid Solsikkesnoren om halsen.
Den viser, at jeg har et usynligt handicap, og derfor måske har brug for lidt ekstra hjælp.
Mine problemer er f.eks.:
- at finde rundt på store steder - min stedsans har taget et gevaldigt dyk.
- besvær med klokken og tider, da min talforståelse har taget lidt skade efter hjertestoppet ( hjertestoppet, som er nævnt i min profil).
- betaling - prøver så vidt muligt at bruge dankort ( igen manglende talforståelse).
Jeg føler SOLSIKKESNOREN har hjulpet mig meget - så prøv den, hvis du har lignende problemer.
Den o.lign. Solsikkeprodukter kan købes gennem hjerneskadeforeningen.
Vente - vente - vente og krøllede hjerner er ikke et godt match
Jeg er blevet en meget utålmodig sjæl de senere år - måske p.g.a. min erhvervede krøllede hjerne.
Jeg lader dog tit folk gå forbi mig i en kø ved kassen i supermarkedet, hvis jeg kan se, at de kun har et par enkelte varer i hånden. På den måde får jeg selv bedre tid til at afslutte min handel og et arbejdende menneske kommer hurtigere videre til deres næste stop.
Men ellers er det at vente svært for mig.
Jeg har dog taget en sang til mig, som jeg ofte sætter i gang, for at få vendt den "krøllede hjerne".
Det er sangen:
Mamma Mia! Here We Go Again - "Andante, Andante"
en dejlig ABBA-melodi med en tekst, der kan bruges på flere måder!
Mange tager det som en selvfølge, at strøm, vand, varme og mad altid er tilgængeligt – men der skal faktisk ikke meget til, før hverdagen bliver vendt på hovedet. Selv en kortvarig strømafbrydelse kan sætte alt ud af spil, fordi så mange systemer og services afhænger af elektricitet.
Det giver rigtig god mening at have et beredskab derhjemme, også selvom det "bare" er nogle basale ting som:
Vand på flasker (mindst 2-3 liter pr. person pr. dag).
Konserves og mad, der kan spises uden tilberedning.
Et lille gaskomfur, spritapparat eller stormkøkken.
Batterier, powerbanks og evt. solcelleoplader til telefoner.
Lommelygter eller pandelamper.
Et simpelt førstehjælpssæt og evt. nødvendige mediciner.
Når vi selv er forberedte, kan nødhjælpen gå til dem, der virkelig ikke kan klare sig uden – som kronisk syge eller sårbare grupper.
Vær samfundsansvarlig - det gavner os alle.
INGEN STRØM - INGEN LEVERING AF PIZZA o.s.v.
Selv pizzamanden kan jo ikke lave mad.
VENTELISTER
Danmark er blevet et land med VENTELISTER.
Lige meget hvem jeg snakker med, så står enten de selv eller deres nærmeste pårørende på ventelister til et eller andet.
Det være sig tid til undersøgelser på sygehuse o.lign.
Det være sig var på undersøgelser - som kan tage uger - hvor noget kan besvares med et kig, der max tager 5 minutter.
Ventetider er nedslidende både fysisk og psykisk.
Nogle steder er ventetiden 3 måneder - det har den været i flere år!!! Hvorfor er det bare en generel udmelding - hvorfor tager man ikke en ekstra tjans og får ventelisten bragt ned???
Det er som om befolkningens tid ikke tages i betragtning - i deres øjne har vi tid nok - til at vente!
Jeg tror, vi danskere er et folk, der endelig skal overholde arbejdstiden 8 - 16.
Jeg kender en befolkning, der forsætter et arbejde, hvis der er fornuft i at gøre det færdigt med bare en times arbejde mere - eller noget i den retning. Et folk, der ikke er bange for at arbejde 10 timer i en periode, fordi noget gerne må blive færdigt - og så holder de et par dage fri bagefter. Det må da også være mere tilfredsstillende for alle parter.
Personlig er jeg blevet kaldt morakker, fordi jeg ikke forlod mit arbejde, da klokken slog fem. Jeg manglede blot at lægge noget på plads. KLOKKERYTTERI.
Giv det en skalle og få de ventelister ned!
ABER er opgaver, der venter på at blive lavet - de sidder og tynger på dine skuldre.
Har du, som jeg, altid mange ABER - prøv da at starte med den mindste ABE - den, der tager kortest tid at fuldføre!
Det kan også være, du skal tage den ABE, som generer sjælefreden mest!
Det vigtige er, at du er bevidst om den tyngde, de ABER giver dig i det daglige og skader dit velvære. Prøv at fjerne dem en efter en - måske bare en om dagen!
Nu vil jeg prøve at få gang i min blog igen - der har desværre været nogle år, hvor jeg simpelhen ikke har haft overskud til at skrive hver dag.
Det har været en tid med mange smerter, træthed ud over alle grænser, hvor bare det at stå op hver morgen, var en bedrift
En aften i sofaen og et nyt perspektiv
Jeg sad en aften i min sofa og følte mig mildest talt utilfreds med mig selv. Hele dagen var løbet forbi, uden at jeg følte, jeg havde udrettet noget som helst. Opgaverne hobede sig op omkring mig, og mit humør blev tungere og tungere. Alt, jeg havde lyst til, var at sidde i sofahjørnet, skifte mellem tv-kanalerne og fordybe mig i min egen selvmedlidenhed.
Men pludselig stoppede jeg ved en film: 12 Years a Slave.
Det tog ikke mange minutter, før jeg mærkede, hvordan mit perspektiv ændrede sig. Filmen skildrer en mand, der blev frataget sin frihed, sin identitet og sit liv, som han kendte det. Hans kamp for at overleve og for at genvinde sin frihed var ubeskrivelig barsk og gribende. Jeg sad tilbage med en følelse af skam – skam over, at jeg havde spildt tid og energi på at surmule over småting.
For hvad var det egentlig, jeg sad og brokkede mig over? At dagen ikke var gået, som jeg havde håbet? At opvasken stadig stod på køkkenbordet? At jeg ikke havde fået krydset noget af på min to-do-liste? Sammenlignet med det, filmen viste, virkede mine problemer pludselig så uendeligt små.
Jeg blev mindet om, hvor ufatteligt privilegeret jeg er. Jeg har min frihed. Jeg kan frit bevæge mig, træffe valg og selv bestemme over mit liv. Og vigtigst af alt: Jeg kan sidde trygt i min sofa og se en film, uden frygt for at nogen tager alt fra mig.
Filmen satte gang i en dyb taknemmelighed i mig. Jeg indså, hvor vigtigt det er at stoppe op og huske, at selvom hverdagen kan føles uoverskuelig, og selvom vi alle sammen har vores små frustrationer, så er vi stadig så heldige. Mange mennesker i verden – både før og nu – kæmper stadig for noget, jeg tager for givet hver eneste dag.
12 Years a Slave er ikke en nem film at se, men netop derfor er den så vigtig. Den minder os om menneskelig styrke, men også om den uretfærdighed og brutalitet, vi aldrig må glemme fandtes – og til en vis grad stadig findes i forskellige former.
Jeg gik i seng den aften med en ny følelse i kroppen. Ikke længere fyldt af utilfredshed, men af ydmyghed og taknemmelighed.
Og måske er det netop det, film, bøger og kunst kan: De kan vække noget i os, der ændrer vores blik på tilværelsen.
I de gode gamle dage var nattens toiletbesøg en lille mission i sig selv. Hvis man ikke havde en tissepotte under sengen, måtte man famle sig frem i mørket. Først skulle man finde sin messingstage med et lille lys, få det tændt og så ellers liste ud på de mørke gangarealer – uden at vække resten af huset.
Heldigvis lever vi i dag i elektricitetens tidsalder. Men selvom lys er tilgængeligt med et klik på en kontakt, kan elregningen hurtigt minde os om, at strøm ikke er gratis. Løsningen? Sensorlamper!
En sensorlampe tænder automatisk, så snart du sætter fødderne på gulvet. Placer den strategisk ved sengen, og du kan navigere sikkert gennem natten uden at blænde dig selv – eller andre – med skarpt lys. Jeg har selv suppleret med en lille natlampe på toilettet, så man ikke behøver tænde det almindelige, ofte blændende lys, når øjnene stadig er søvnige.
Det bedste ved alt dette? Udover komfort og sikkerhed kan man faktisk registrere en lille besparelse på elregningen, hvis man sørger for, at sensorlamperne lyser kun, når det er nødvendigt. Især i vinterhalvåret, hvor nogle rum ellers ligger i halvmørke, bliver det en perfekt kombination af praktisk orientering og energivenlighed.
Et godt sparetips!
Når min deodorant er tom, vender jeg den på hovedet i et pænt glas.
Der er stadig meget tilbage - nok til en 2-3 gange mere end først antaget.
Et godt sparetips!
Når mayonnaisen eller marmeladen ikke vil forlade plastbøtterne, banker jeg dem i hånden op til flere gange - for at få det sidste med ud.
Men ak og ve, det hjælper ikke altid!
Så er det frem med saksen og klippe bøtten over på midten.
Tro mig, der er meget mayonnaise og marmelade tilbage - både i topppen og i bunden.
HUSKER DU?
Barndommens Jul
Det er ikke meget, jeg husker fra min barndoms Jul.
En enkelt gave eller to ligger og gemmer sig i erindringen.
Det jeg husker mest var nok, at vi først måtte se juletræet, når der var vasket op. Min far gik ind i den fine stue med dobbeltdørene lukkede og toiletpapir blev puttet i nøglehullet, så vi ikke smugkiggede.
Jeg husker følelsen af højstemthed, som jeg helt sikkert kan tilegne den søndagsskole, som jeg troligt fulgte i mange år. Vi børn fik lært at sætte pris på det, der ikke kostede noget.
Jeg husker søndagsskolens juletræ. Hvide lys, hvide engle og fehår! Det var så enkelt og dog så flot. Underligt at jeg, som et lille barn, syntes det.
Vores eget juletræ var bestemt også flot. Masser af hjemmelavede hjerter og kræmmerhuse i glanspapir. Jeg tror, der var 5 farver - hvidt, gult, rødt, grønt og blåt. Min far flettede hjerter med mange forskellige mønstre, medens min mor lavede silkepapirs roser. Vi lavede også pynt af halmstrå, de lignede stjerner. Fine glasfigurer, som jeg er heldig at have endnu. Fehår, lametta og flagguirlander. Jo, vi havde et flot og farverigt juletræ.
At sidde stille og se på et flot pyntet juletræ, det er som at kigge ind i barndommens land for mig.
Glædelig Jul!
Der er som bekendt en tid for alt – en tid til at så, en tid til at høste, og en tid til at stå med en sort sæk i hånden og spørge sig selv:
“Kommer jeg nogensinde til at få brug for den her dims igen?”
Ofte er svaret nej.
Altså lige indtil man har smidt den ud.
For så går der præcis 14 dage, og pludselig mangler man den der mærkelige vase, den ledning, der måske passede til et eller andet, eller skålen fra 80’erne, man ikke engang kunne lide.
Det er et mysterium, som vi mennesker endnu ikke har kunnet forklare:
Jo længere tid noget har ligget ubrugt, jo større er sandsynligheden for, at man får brug for det i samme sekund, det er sendt afsted på genbrugspladsen.
Og ja – jeg taler af erfaring. Jeg har flere gange stået og bandet over, at jeg i “den store oprydningstrends rus” har sendt noget ud, jeg egentlig godt kunne have brugt. Det er ærgerligt, især når man bagefter skal købe en ny version af det, man lige har smidt væk. Der røg spare-/genbrugsidéen så!
Men… oprydning har også sine mirakler. Når man rydder ud, skaber man plads. Ikke bare i skabet, men også i hovedet. Plads til nyt. Nye ting, nye idéer, ny energi. Det føles faktisk lidt som at få luft i lungerne efter at have været pakket ind i flyttekasser i årevis.
Udfordringen er bare at finde balancen:
På den ene side er det skønt at smide ud og mærke lettelsen.
På den anden side kan man hurtigt blive lidt for overmodig og ende med at stå uden kaffekopper eller yndlingssweateren.
Så min leveregel er blevet:
Ryd ud – men gør det med omtanke.
For lidt og for meget fordærver alt… også oprydningstrangen!
Tag imod den hjælp andre tilbyder – især til jul!
Min mor ville altid klare alting selv – og særligt op mod jul, hvor der ellers er nok at se til. Hun havde nærmest en indre regel om, at man skulle kunne magte alt alene: julebagningen, rengøringen, pynten, gaverne, maden. Og jeg må indrømme: Det mønster har jeg arvet.
Jeg har nemlig svært ved at tage imod hjælp fra andre. Når nogen tilbyder en hånd, føles det næsten, som om jeg skylder dem noget bagefter. Og den tanke bryder jeg mig ikke om – for jeg vil så nødig stå i gæld til nogen.
Men problemet er, at resultatet ofte bliver, at jeg ikke når det, jeg drømmer om. For man kan jo ikke trylle flere timer i døgnet, og når man insisterer på at gøre alting selv, så bliver det tit mere stress end hygge. Og så forsvinder noget af det, som julen egentlig handler om: samvær, ro og glæde.Jeg har også tænkt mange gange: Jeg kunne jo bare give hjælp igen! Men sandheden er, at jeg også er usikker på at hjælpe i andres hjem. Jeg er bange for, at det ikke bliver gjort godt nok, eller at det ikke er på deres måde. Så jeg ender med at sige nej begge veje – og kører mig selv træt i stedet.
I år gjorde jeg noget anderledes. Jeg sagde faktisk "ja tak", da nogen tilbød at hjælpe med juleindkøbene og andre småting. Og selvom det føltes uvant i øjeblikket, så var det en kæmpe lettelse bagefter! Jeg kunne mærke, at det gav mig mere overskud til de hyggelige ting – til at bage småkager med familien, til at sætte mig med en kop gløgg og til bare at nyde stemningen.
Det mindede mig om, at arv kan være svær at bryde – men ikke umulig. Jeg behøver ikke gentage min mors mønster. Julen behøver ikke være en præstation. Fremover vil jeg øve mig i at tage imod hjælp. Ikke fordi jeg ikke kan selv, men fordi det giver plads til mere nærvær og mindre jag.
Del juleopgaverne op
Spørg: Hvem kan tage sig af småkagerne? Hvem pynter juletræet? Hvem handler ind? På den måde bliver det hele en fælles fest – ikke en solopræstation.
Sig ja til de små ting
Det behøver ikke være stort. Lad en ven tage brødet med, eller sig ja til at få hjælp med gaveindpakningen. De små ting tæller.
Drop perfektionismen
Måske bliver risengrøden ikke helt som du ville have lavet den, eller julepynten hænger lidt skævt. Men glæden i, at nogen hjælper, er vigtigere end detaljerne.
Tænk på hyggen – ikke regnskabet
Hjælp er ikke noget, man skylder tilbage i samme mængde. Julen handler om at give af hjertet. Nogle gange giver du mere, andre gange tager du imod.
Mind dig selv om, at andre gerne vil
Når nogen tilbyder at hjælpe, er det ikke for at kritisere dig – det er fordi de gerne vil være en del af julestemningen sammen med dig.
