Forleden var jeg på indkøbstur til en af de større butikskæder her i Danmark. Mit ærinde var enkelt, men oplevelsen blev alt andet end enkel. Det slog mig igen, hvor meget vores samfund er bygget op omkring bilisterne, og hvor lidt der bliver tænkt på os, der går til fods – især når vi er lidt ældre.
Butikken lå i et område uden ordentlige fortove, så jeg måtte vandre på kørebanen rundt om mørke bygninger med minimal belysning. Jeg havde godt nok reflekser på, men alligevel følte jeg mig udsat og sårbar. Hvert eneste skridt føltes lidt som en risiko.
Nogen vil måske sige: “Så gå da ud i dagtimerne.” Det gjorde jeg også. Men på min tur væltede regnen ned, og selvom det kun var midt på eftermiddagen, blev det hurtigt mørkt. Året var begyndt at mørkne tidligt, og pludselig var det som om, man var helt alene på en regnvåd kørevej, hvor biler susede forbi.
Det er underligt, at byplanlægning og butiksområder stort set kun tager hensyn til bilisterne. Selv de største butikskæder har små ting, som kan bæres derfra, men for os, der går til fods, er tilgængelighed og sikkerhed ofte lavt prioriteret.
Jeg drømmer om en hverdag, hvor det er muligt at klare sig selv, uanset alder. Hvor fortove er oplyste og sammenhængende, hvor regnvåde eftermiddage ikke gør en almindelig indkøbstur til en prøvelse, og hvor butikker tænker på alle – ikke kun dem med bil.
Det burde ikke være en luksus at kunne gå trygt til indkøb. Det burde være en selvfølge.
Når jeg tænker tilbage, må jeg indrømme, at mit liv har været proppet med dilemmaer.
Og lad os bare være ærlige: de får sjældent det bedste frem i mig. Jeg bliver sur, forvirret og lidt småtvær over, at mit hoved skal rode rundt i sådan noget bøvl.
Og nu – tadaa! – står jeg så med et helt særligt jule-dilemma!
Planen var en juleaften med syv gæster. Måske otte. Eller ni.
Nu er vi vist snarere syv … otte … ni … eller ti.
Grunden er, at et nært familiemedlem risikerer at sidde alene juleaften. Og hvad værre er: Vedkommende har aflyst en anden invitation, fordi man ved, at jeg ikke kan få mig selv til at lade nogen sidde alene den aften. (Min samvittighed er åbenbart lidt for gennemskuelig …).Problemet er bare, at min lejlighed ikke er særlig stor.
Jo jo, jeg kender godt ordsproget: “Hvor der er hjerterum, er der husrum.” Men mine gæster skal altså også have en stol at sidde på – og helst mere albuerum end et par sild i en tønde.
I gamle dage kunne vi unger bare få et tæppe på gulvet, og det var så hyggeligt. Men nu er vi voksne, og rygge og knæ er knap så fleksible som dengang.
Og så er der jo maden … og udgifterne.
Jeg er ikke ligefrem en Michelin-kok (snarere den type, der kan få pasta til at koge for længe), og min pengepung ligner ikke ligefrem Julemandens gavepose.
Så ja – jeg står midt i en lille julekrise.
Men til sidst handler det om, at min samvittighed skal kunne smile juleaften.
Måske skal jeg bare hæve blikket, trække vejret dybt og se på situationen fra fugleperspektiv. For set lidt på afstand er det jo bare jul … og hvis der er kærlighed, grin og en ekstra stol et sted i hjørnet, så skal det nok gå.
Jeg har gjort det til en vane altid at tjekke min kassebon, når jeg handler i dagligvarebutikken. Det kan nemlig godt betale sig.
Indimellem sker det, at jeg køber en vare til nedsat pris, men på bonen står den til normal pris. Når jeg gør personalet opmærksom på fejlen, får jeg ofte svaret: “Det var sidste uges tilbud.” Men da prisen stadig stod på skiltet i butikken, får jeg naturligvis varen til den lavere pris. Det er almindelig butiksskik.
På blot en måned har jeg på den måde sparet næsten 50 kroner – penge, som ellers var smuttet. Dem lægger jeg i sparegrisen til Julens Glæde.
Da jeg var barn, kom der hver måned en mand fra Julens Glæde forbi vores hjem. Han fungerede som en slags lille opsparingsbank på cykel. Min mor satte et beløb ind, fik mærker til at klistre i sin opsparingsbog, og måned for måned kunne hun følge med i, hvor meget der blev sat til side til jul.
Det var en stor begivenhed, når “Jule-glæde-manden” kom først i december og udbetalte hele opsparingen. Den tradition husker jeg med varme – og derfor synes jeg, det er hyggeligt, at mine små “bon-besparelser” i dag går til præcis samme formål: Julens glæde.
Tjek altid kassebonen, inden du forlader butikken.
Hold øje med skiltepriser kontra bonpriser.
Sæt de sparede beløb til side – små beløb bliver hurtigt til noget større.
Hvert år i december hygger jeg mig med Bjarne Nielsen Brovst’s "24 julefortællinger".
Det er ren nostalgi. Når jeg lytter, drømmer jeg mig tilbage til barndommens juleaftener – den varme glød, duften af hjemmebag og de små, magiske øjeblikke, som kun Julen kan bringe. Det er ganske enkelt indbegrebet af dansk hygge!
Hvis du ikke har prøvet det endnu, så gør det – det er som balsam for en forjaget sjæl. Et lille pusterum midt i decembertravlheden.
Bogen er absolut også egnet til at fortælle til børn og børnebørn.
Når vi står midt i et problem, kan det føles altoverskyggende. Tankerne kredser, følelserne fylder, og det er næsten umuligt at finde en vej ud. Men hvad sker der, hvis du løfter dig op og ser dit problem fra oven – i fugleperspektiv?
At se tingene fra en højere vinkel giver dig muligheden for at skabe overblik. Pludselig ser du ikke kun detaljen, der fylder alt lige nu, men også sammenhængene, relationerne og de mulige veje videre. Når vi skaber afstand, bliver vi ikke fanget på samme måde af følelserne, men kan i stedet analysere situationen mere nøgternt.
Når du ser dit problem udefra, bliver det lettere at:
Få øje på nye løsninger, du ikke tidligere har tænkt på.
Sætte problemet i perspektiv og vurdere, hvor alvorligt det egentlig er.
Opdage hvilke mønstre, der måske går igen i lignende situationer.
Skelne mellem hvad du reelt kan ændre – og hvad du må acceptere.
Mange oplever, at en mental "helikoptertur" over deres eget liv giver en følelse af ro. Du får et større billede, hvor dit nuværende problem pludselig kun er én lille del af helheden.
En anden effektiv metode er at forestille sig, at problemet slet ikke er dit eget. Prøv at ændre navne og roller på de involverede personer. Forestil dig, at det er to andre, der står med problemet – måske endda nogen, du kender.
Ofte opdager vi, at vi langt nemmere kan se løsninger, når det ikke er os selv, der står midt i det. Det skyldes, at vi bliver mindre følelsesmæssigt påvirkede og dermed kan tænke mere klart.
Når vi tager afstand, ser tingene i fugleperspektiv og leger med tanken om, at det ikke er vores eget problem, sker der noget magisk: Vi bliver mere kreative, mere objektive og mere løsningsorienterede.
Næste gang du føler, at et problem er uoverskueligt, så stop op. Træk vejret dybt, og forestil dig, at du svæver op over situationen. Se det hele oppefra – og læg mærke til, hvordan løsningerne begynder at vise sig, når du ikke længere står helt tæt på.
Hvis du er ved at ramme kaoslinjen, er det tid til at stoppe op og tænke over konsekvenserne.
Vi kender alle følelsen af, at livet pludselig bliver for meget. I korte perioder – måske nogle timer, dage eller et par uger – kan vi ofte klare det. Vi bider tænderne sammen, fordi vi ved, at presset har en ende. Men når kaos varer ved i måneder eller endda år, er situationen alvorlig.
Ikke alle ting i livet kan vi styre. Udefrakommende faktorer som sygdom, økonomi, arbejdspres eller konflikter i familien kan skabe uro, som vi ikke bare kan ignorere. Men selvom du ikke kan fjerne årsagerne, kan du lære at håndtere dem – for ellers begynder de langsomt at tære på både din psyke og din krop.
Langvarigt kaos og stress kan have katastrofale følger: depression, udbrændthed og en lang række stressrelaterede sygdomme. Faktisk viser undersøgelser, at stress er en medvirkende årsag til næsten alle former for sygdom.
Hvis du mærker, at du er fanget i et konstant pres, er det vigtigt at handle. At tage stress alvorligt er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke og selvomsorg.
Det kan betyde at:
sætte klare grænser i arbejdsliv og privatliv,
tale åbent med nogen, du stoler på,
søge professionel hjælp, hvis det er nødvendigt,
finde små daglige rutiner, der giver ro og balance.
Stress forsvinder sjældent af sig selv. Tværtimod kan det udvikle sig stille og roligt – indtil kroppen til sidst siger stop. Derfor er det altafgørende at reagere, inden kaos bliver en fast følgesvend i dit liv.
Så gør noget i dag – for dit helbred, din glæde og dit livs skyld.
Når vi er unge, har vi ofte store forventninger til livet. Vi tror, vi kan nå det hele – uddannelse, karriere, familie, rejser, oplevelser – og helst på én gang. Men med årene opdager man, at virkeligheden ser lidt anderledes ud. Man bliver nødt til at prioritere og nogle gange skrue ned. Det er dét, jeg kalder at tage masker ind.
Det kan f.eks. være, når man vælger at sige nej til overarbejde, fordi man har brug for tid med familien. Eller når man accepterer, at huset ikke altid er perfekt ryddet, fordi man hellere vil have en rolig aften på sofaen. Masker ind betyder ikke, at vi giver op – men at vi justerer, så vi kan leve et liv, der passer bedre til vores energi og værdier.
Men der er også en anden side: vi skal huske at tage masker ud igen. For hvis vi altid nøjes, mister vi gnisten. Det kan være at melde sig til et aftenkursus, selvom kalenderen ser travl ud – bare fordi man har lyst til at lære noget nyt. Eller at planlægge en rejse, selvom økonomien kræver lidt ekstra planlægning. Eller måske at begynde at løbe igen, fordi man savner følelsen af at sætte sig et mål og nå det. Maskerne ud handler om at række lidt længere frem, selv når livet har lært os at sænke forventningerne.
Jeg tror, balancen mellem masker ind og masker ud er en af de vigtigste ting, vi lærer med alderen. Livet er ikke sort-hvidt – nogle gange har vi brug for at skrue ned, andre gange for at skrue op. Det handler om at mærke efter: Hvad har jeg brug for lige nu?
Så måske kan du stille dig selv spørgsmålet: Er det tid til at tage masker ind – eller er det tid til at tage masker ud? Uanset svaret, så er det dit liv, dit tempo og dine mål, der tæller.
Månen vugger stille på nattehimlen, mens vi snart skal stille urene frem og gå over til sommertid. Men hvorfor gør vi det egentlig? Vi får ikke mere tid af den grund – blot en forskydning af vores daglige rytme.
For mange af os bliver det straks tydeligt: vi bliver søvnige på samme tidspunkt, men skal alligevel gå i seng, selvom solen stadig kaster lys ind gennem vinduet. Det minder os om, at vi har et indre ur, som ikke lader sig ændre med et enkelt klik på uret.
Mennesker med et “stærkt” indre ur oplever ofte, at arbejdsdagens faste mødetider ikke harmonerer med deres naturlige rytme. Heldigvis gør fleksible arbejdstider det lettere for mange, og det giver både A- og B-mennesker mulighed for at arbejde på tidspunkter, hvor de er mest produktive. Personligt glæder jeg mig altid lidt, når sommertiden endelig er ovre.
Måske skulle vi spørge os selv: hvorfor ikke bare følge naturens orden? Hvorfor stille urene frem og tilbage, når vores biologiske rytme helst vil forblive stabil? Det kunne give os mere harmoni, bedre søvn og mindre søvnighed – uden at vi mister et eneste minut af vores liv.
Hvor træls det end kan føles, er vi nødt til at erkende, at livet har nogle grundlæggende spilleregler, som ingen af os slipper udenom. Man kan kalde dem universelle love, skæbnens vej eller blot de konsekvenser, der naturligt følger vores handlinger. Uanset hvordan vi vælger at beskrive det, så er pointen den samme: Alt, hvad vi sender ud i verden, finder på et tidspunkt tilbage til os selv.
Set med metafysiske øjne er livet som et spejl. Det, vi gør mod andre, bliver på en eller anden måde reflekteret tilbage – enten som belønning, læring eller smerte. Hvis vi kunne leve med dette for øje, ville vi måske behandle hinanden med mere respekt, mildhed og kærlighed. Tænk engang, hvis alle mennesker havde bevidstheden om, at deres ord, handlinger og valg altid vender tilbage. Så ville hverdagen formentlig blive lettere, mere fredfyldt og langt mere givende – både for os selv og for fællesskabet.
Personligt har jeg oplevet, hvordan nogle af de valg og dårskaber, jeg tog som ung, vendte tilbage til mig flere år senere. Dengang forstod jeg det ikke – det føltes bare uretfærdigt og smertefuldt. Men med tiden gik det op for mig, at jeg blot fik lov til at smage den anden side af mønten. Det var min tur til at mærke gengældelsen, og selvom det gjorde ondt, lærte det mig også noget værdifuldt: At vi ikke kan løbe fra os selv eller fra de energier, vi sætter i omløb.
Som ringe i vandet
At acceptere disse spilleregler er ikke altid nemt. Det kræver mod at se i øjnene, at vi selv er ansvarlige for meget af det, vi møder i livet. Men det giver os også en styrke. For hvis vi kan erkende, at vores handlinger skaber ringe i vandet, kan vi begynde at vælge mere bevidst. Vi kan plante gode frø, så vi på sigt høster glæde i stedet for smerte.
Livets spilleregler er måske strenge, men de er også retfærdige. Og i sidste ende giver de os muligheden for at vokse – som mennesker, som sjæle og som en del af det store hele.
Jeg sidder her på min blog for at dele gode råd med andre – og alligevel oplever jeg igen og igen, at jeg selv har brug for endnu flere råd, end jeg kan give.
Nogle gange tænker jeg på, om det mon er Nemesis, der lurer lige rundt om hjørnet. Er det hende, der minder mig om, at ingen af os kan alt?
Vi kender jo alle de gamle eksempler:
skomagerens børn, der går barfodede,
elektrikeren, der aldrig får ordnet sine egne stikkontakter,
snedkeren, der altid mangler en liste i sit eget hus,
præstens børn, der bander mest.
Måske synes Nemesis, at jeg spiller lidt for klog – og giver mig et venligt dunk i hovedet. Men selvom jeg selv famler videre efter løsninger, håber jeg inderligt, at nogle af de råd, jeg har haft glæde af, også kan bringe lys eller lindring til andre.
Midt i alt dette falder et vers mig ind:
Tab ikke modet, du kære,
for så er det dyreste tabt.
Gud har en lektie at lære
hvert menneskebarn, han har skabt.
Måske er det netop pointen – at vi alle er på vej, og at læringen aldrig helt stopper.
De har næsten altid noget i hænderne – en salmebog, et instrument, en blomsterranke, et sværd, ja endda bue og pil. De virker travle, men aldrig for travle til at høre en bøn.
Bed – og de vil arbejde for dig.
Jeg har læst, at engle ofte arbejder gennem andre mennesker. Derfor: tag imod hjælpen med taknemmelighed, også når den kommer fra en uventet kant.
Min egen lille oplevelse vil jeg gerne dele:
For nylig var jeg på en udflugt med en gruppe mennesker, hvor de fleste var fremmede for mig. Det var ikke fordi, jeg tror, der var engle iblandt os – men én deltager gjorde noget, der fik mig til at tænke i den retning.
Vi skulle på rundtur i et kuperet terræn med mange trapper. Jeg havde både stok og rollator med, ligesom flere andre. Jeg var ikke mere hjælpeløs end de fleste, men én person skilte sig ud.
Hver gang der opstod en lille forhindring, stod vedkommende pludselig ved min side og hjalp mig. Så snart vi var videre, var personen væk igen – i snak med de andre, ofte langt væk. Det gentog sig hele dagen. Vi talte kun sammen én gang, men alligevel var hjælpen der, præcis når jeg havde brug for den.
Det føltes næsten overnaturligt. Måske var denne person en lille "engel" den dag – i hvert fald følte jeg mig meget beskyttet.
Ord har en stærkere effekt, end vi ofte tror. De skaber billeder i dit sind og påvirker din underbevidsthed – uanset om du lægger mærke til det eller ej.
Din underbevidsthed arbejder hele tiden i baggrunden. Den reagerer på de ord, du bruger, og forstærker de billeder, de skaber. Når du siger det, du ønsker, programmerer du dig selv til at fokusere på målet.
Sig: “Jeg ønsker ro og overskud.”
Undgå: “Jeg ønsker ikke stress.”
Den positive formulering giver din underbevidsthed et klart billede at arbejde med.
Vi bruger ofte vendinger eller bandeord uden at tænke over det. Hvis du begynder at lytte aktivt til dig selv, opdager du hurtigt, hvilke ord der fylder i din hverdag. Mange oplever, at de ønsker at ændre netop dette – fordi sproget påvirker både humør og energi.
Når du vælger ord med omhu, sender du et signal til dig selv og din omverden. Det styrker dit fokus, dit mindset og den energi, du udstråler.
Uanset hvor meget man ønsker forandring, kan det føles næsten umuligt at gennemføre. Love, regler og paragraffer er ofte så indviklede, at de i praksis kan ende som et svigt – især for de mest sårbare.
Jeg har stået helt tæt på og set, hvordan politiet slæbte en psykisk syg person – uden en trævl på kroppen – ned ad kolde cementtrapper til en ventende politibil. Det billede glemmer man aldrig. Oplevelsen var rystende, og det rejser et alvorligt spørgsmål: Findes der ikke en mere human måde at hjælpe mennesker i psykisk krise?
Selvfølgelig skal politiet kunne passe på sig selv. En patient i afmagt kan reagere voldsomt. Men at transportere et menneske i den situation på den måde, er langt fra værdigt. Det ville være mere hensigtsmæssigt at anvende en båre med fastspænding – og endnu bedre: en psykolance.
En psykolance er en specialiseret ambulance med personale fra psykiatrien, som kan rykke ud og hjælpe patienter i akut psykisk krise. Ofte kan professionelt personale berolige patienten, før situationen eskalerer, og samtidig sikre en tryg transport.
I dag er psykolancer desværre kun tilgængelige i få regioner. Men oplevelsen viste mig tydeligt, hvor stort behovet er.
Da jeg kiggede op på nattehimlen bagefter, virkede forandringen langt væk – som stjernerne. Alligevel håber jeg, at vi som samfund kan finde mod og vilje til at ændre proceduren. For alle mennesker fortjener værdighed, også i deres svageste øjeblikke.
Så er det i dag, vi tænder det første lys i adventskransen. Men hvor mange stopper egentlig op og tænker over hvorfor? Advent er ikke bare hyggelig tradition – det er kirkeårets første dag, kirkeårets nytårsdag.
N.F.S. Grundtvigs salme passer perfekt til dagen:
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev født,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
Alligevel kan jeg ind imellem blive lidt trist, for det virker som om, mange kun ser adventskransen som pynt. Budskabet synes ofte at være glemt – og det gælder meget af det, der hører julen til. Maden og gaverne er hyggelige, ja, men selve meningen med julen drukner nemt i travlhed. Advent er jo i bund og grund en ventetid – en tid til stille forventning.
Jeg har haft glæden af at holde jul i Polen, og her oplevede jeg traditioner på en helt ny måde. Her var ingen julemusik i butikker eller på TV – noget jeg savnede lidt, men som skabte en fredfyldt og rolig stemning. Til gengæld blev der spillet julesange og salmer hver dag i juledagene.
Juleaftensdag var noget særligt. Hele dagen fastede man – ingen spiste, før Betlehemstjernen viste sig på himlen omkring kl. 16.30. Jeg må indrømme, at jeg havde glemt det og fik min morgenmad, inden resten af familien vågnede, men bagefter fulgte jeg traditionen til punkt og prikke. Den forventning og ventetid gjorde stemningen helt unik.
Efter stjernens fremkomst delte vi hvert et stykke oblat med alle tilstedeværende og ønskede hinanden held og lykke for året, der kom. Middagen bestod af 12 retter – en for hver af Jesu disciple – med fisk som gennemgående tema. Der blev også dækket op til en uventet gæst, en fast tradition i Polen.
Selvom juletræet var pyntet, dansede vi ikke om det, og gaverne blev delt ud af julemanden uden kort. Det var enkelt, inkluderende og fyldt med mening – på en måde, som jeg sjældent oplever herhjemme.
At opleve julen i Polen mindede mig om, at det handler om mere end mad og gaver. Det handler om lys i mørket, håb, fællesskab og tid til refleksion. Advent og jul er en invitation til at stoppe op, mærke forventningen og glæden ved det, der virkelig betyder noget – og måske tage en dag med fastende ro, inden højtiden bryder løs.
En lysterapilampe kan hjælpe mod vintertræthed
Måske kender du følelsen: dagene bliver kortere, lyset forsvinder, og energien daler. Jeg oplevede selv en periode, hvor jeg var utrolig træt og uoplagt i vintermånederne. Rejsen sydpå efter sol og varme var desværre ikke en mulighed for mig – men jeg fandt en løsning, der viste sig at gøre en forskel: en lysterapilampe.
For nogle år siden købte jeg min første dagslyslampe, og jeg har aldrig fortrudt det. Selvom min træthed også havde andre årsager, mærkede jeg en tydelig forskel, da jeg begyndte at bruge lampen dagligt. Det gav mig et lille energiboost og hjalp mig til at komme bedre i gang med dagen.
Nu, hvor dagene igen bliver kortere, finder jeg lampen frem fra kælderen. Jeg bruger den cirka en times tid om morgenen, mens jeg alligevel sidder og vågner stille op. På den måde føles tiden ekstra godt udnyttet.
En lille advarsel skal dog med: Har du en nysgerrig kat, kan det være klogt at lukke den ind i et andet rum, mens lampen er tændt. Ellers risikerer du, at den får sit helt eget energiboost og begynder at lave akrobatik mellem planter og nipsgenstande!
Om katten faktisk også får gavn af lyset, må stå hen i det uvisse – men jeg ved, at jeg selv gør.
H.C. Andersen sagde engang: “At rejse er at leve.”
Og hvor har han dog ret. Charmen ved at rejse ligger netop i al den forskellighed, man møder fra sted til sted – både inden for vores egne grænser og på tværs af lande.
I disse dage står Polen særlig tydeligt for mig.
Kulturforskellene er virkelig til at tage og føle på. For eksempel skifter man sjældent noget ud, så længe det stadig fungerer. Til gengæld lægger mange vægt på at vise sig frem med nyt tøj, sko, smykker og tasker.
Ser man på bybilledet, står forfaldne bygninger side om side med nye, farvestrålende boligblokke med fantasifulde arkitektoniske detaljer.
Der findes veje så ujævne, at man næsten føler, nyrerne er ved at løsne sig, når man kører på dem – men lige ved siden af kan man finde brede, fire-sporede veje, hvor farten virkelig kan få frit løb.
Jeg synes, det er fascinerende at opleve skikke og vaner – både her og der.
Hvor ville det dog være trist, hvis alt og alle skulle ligne hinanden. Hvis alle forskelle blev udvisket, og alle holdninger ensrettet.
Vi må leve efter de regler, der gælder i det land, vi besøger – ellers må vi blive hjemme. Tænk bare, hvis man i Polen kørte efter danske trafikregler – eller omvendt. Det ville næppe ende godt.
Hurra for både de små og de store forskelle!
Jeg vil tillade mig at kalde Polen “kontrasternes land”.
Tag bare dagen i dag som eksempel: Polen holder Allehelgensdag – og alt er lukket. Hele landet er på farten for at besøge familie – både de levende i deres hjem og de døde på kirkegårdene. Der hygges med mad og drikke, og mange kører gerne fra Gdańsk til Warszawa for at holde traditionen i hævd. Det er trods alt omkring 350 kilometer – hver vej!
Til gengæld kan man på en helt almindelig hverdag handle i et kæmpesupermarked døgnet rundt. Ved midnat bliver kasserne lukket i en halv time, så de kan tælles op, men man kan stadig handle, og et stort personale går rundt og fylder varer op. Min fornemmelse var, at de hyggede sig med hinanden, mens hænderne arbejdede – alt skulle stå perfekt, når døgnets travle timer begyndte igen. I nattetimerne var det helt tydeligt personalets tur til at have forkørselsret 😉
Ved næsten alle indgange til de store indkøbscentre står der vagter. De holder øje, men de er samtidig både venlige og hjælpsomme. Det kan måske virke lidt uvant for os danskere, men jeg har aldrig følt mig generet af det. Har man rent mel i posen, er der jo ingen ko på isen.
Jeg var en dag taget alene i et storcenter. Mit polske ordforråd bestod af højst ti ord. Da jeg skulle ind, kom en vagt hen til mig og bad mig låse min lidt store stoftaske ind i et skab. Det kostede 2 zloty – som jeg desværre ikke havde på mig. Efter lidt tegnsprog og smil blev vi enige om, at jeg godt måtte tage tasken med ind.
Det gik dog hurtigt op for mig, at jeg ikke var ude af hans synsfelt – han fulgte mig roligt gennem rækkerne. På et tidspunkt fik vi øjenkontakt, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Smilet blev gengældt – og sådan fortsatte det flere gange, mens jeg nysgerrigt kiggede på alt det, de polske hylder havde at byde på.
Da jeg var færdig og kom gennem kassen, fik jeg et ekstra stort smil fra min vagt-ven 😉
Jeg var på intet tidspunkt irriteret over hans årvågenhed – tværtimod. Jeg følte, det var en form for tryghed. Man er jo på et offentligt sted, og man skal bare opføre sig, som man ville gøre foran mange andre mennesker.
Jeg havde rent mel i posen – og netop denne indkøbstur vil jeg aldrig glemme.
Yin og yang-symbolet kender vi vist alle. De to halvdele, der snor sig ind i hinanden som lys og mørke, feminine og maskuline, bløde og hårde.
Men selvom vi ofte ser det på plakater, smykker eller tatoveringer, kan selve budskabet være lidt sværere at sluge. For det er så modsætningsfyldt.
Kan det virkelig passe:
at i noget smukt, findes der også noget grimt – og omvendt?
at i noget godt, gemmer der sig også noget ondt – og omvendt?
Ja, siger yin og yang. Intet kan eksistere uden sin modsætning. Lyset bliver først tydeligt, når vi kender mørket. Glæden føles stærkere, fordi vi også kender sorgen. Vi kan ikke have det ene uden det andet.
Balance frem for det perfekte
I sin kerne handler yin og yang om balance. For lidt eller for meget af alting tipper vægtskålen og skaber ubalance. Og det kan vi overføre direkte til vores hverdag.
Jeg bruger princippet i mit hjem. Hvis der er for rodet, føles det ubehageligt. Men er det for klinisk rent, føles det heller ikke rart – nærmest som at bo i et udstillingsvindue. For mig er det vigtigt, at et hjem ser beboet ud. Et hjem skal leves i, ikke poleres til perfektion.
Overført til livet generelt
Det samme gælder i mange andre områder:
For meget arbejde skaber stress – men for lidt giver rastløshed.
For meget motion slider kroppen – men for lidt gør os svage.
For meget kontrol kvæler – men for lidt skaber kaos.
Pointen er enkel, men kraftfuld: Vi har brug for balancen.
Dagens vise ord:
ALT MED MÅDE – det er yin og yang i praksis.
Jeg har ofte taget mig selv i at tænke, at andre har styr på alt det, jeg selv mangler. At de er lidt klogere, lidt smukkere, mere succesfulde eller bare har livet på plads på en måde, jeg ikke selv har.
For mange år siden havde jeg en veninde, som jeg nærmest så op til på alle områder. Hun var smuk og sød, boede i et fantastisk hjem, havde en trofast mand ved sin side, flere dejlige børn og ovenikøbet råd til luksus. Når jeg så på hende, tænkte jeg, at hun måtte have et liv uden bekymringer – et liv, hvor alle brikkerne bare faldt på plads.
Jeg misundte hende egentlig ikke, men jeg blev ved med at spejle mig i hende og tro, at hun havde alt det, jeg ikke havde.
Men som årene gik, ændrede billedet sig. Hun beholdt sin skønhed og sine børn, men andre ting begyndte at falme. Bag facaden dukkede sider op, som jeg aldrig havde set dengang, hvor jeg syntes, hun levede drømmelivet.
Det fik mig til at indse noget vigtigt: Lasternes sum er konstant. Ingen får udleveret hele pakken. Vi ser kun glimt af hinandens liv – og det er alt for let at tro, at det ser bedre ud på den anden side.
I dag minder jeg mig selv om, at det liv, jeg ser udefra, aldrig er hele sandheden. Og at jeg – ligesom alle andre – både har mine gaver og mine byrder.
Jeg gik i søndagsskole og var en meget lydhør elev.
Én gang om året blev der givet en lille gave til en artig pige eller dreng. Jeg var meget stolt, da jeg fik en lille æske med en porcelænsfigur: en pingvin med tre små unger. Den dag i dag står de stadig i min lille nipsreol. Én af ungerne er desværre gået i stykker – men min barnetro har jeg i behold.
Som mor, svigermor, farmor og mormor har jeg ofte haft brug for at bede. Man kan jo ikke blande sig i familiens gøren og laden – men man kan bede om det bedste for dem.
Og netop det bedste. For jeg kan ikke vide, hvad der er det rigtige for hver enkelt. Derfor skal bønnen ikke være fyldt med ønsker og krav, men blot være en stille bøn om det bedste.
Dagens vise ord:
Brug din barnetro – bed for dine kære.
Jeg er lidt bange for at flyve – og jeg tror, at mange andre også er det.
Når man sætter sig i en terminal og kigger på menneskerne omkring sig, bliver forskellen tydelig. Nogle kommer fra et fly, der lige er landet, og går med en ro og sikkerhed, som om de aldrig har lavet andet. Andre, dem der snart skal afsted, ser enten lettede, spændte eller ængstelige ud.
Det samme gælder ombord på flyet. Jeg, ligesom mange andre med flyskræk, reagerer på hver eneste lille lyd og bevægelse fra flyet. Men jeg har lært at bruge observation som beroligende middel. Jeg kigger bevidst på de mennesker, inklusiv flypersonalet, der virker vant til at flyve. Så længe de går stille og rolige rundt, får det mig til at føle mig lidt mere tryg.
Jeg kan ikke lade være med at sende en stille bøn til Vor Herre, og et lille vers fra en salme dukker ofte op i mine tanker – Lina Sandell-Bergs ord, der minder mig om, at selv når vi føler os små og sårbare, er vi ikke alene:
Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernen ej højt over støvet.
Under sidste valg må jeg indrømme, at mine negative ord og tanker var meget fremme i skoene. Jeg blev simpelthen så vred. Vred over, hvordan hele Folketinget og medierne – efter min opfattelse – manipulerede med os.
Men med tiden er det gået op for mig, at der egentlig ikke er så meget at "tage fra den ene og lægge til den anden". Spillet fortsætter, uanset hvem der står ved roret.
Det dur bare ikke at lade vreden få magten. Den æder sig stille og roligt ind på én, og i sidste ende går det mest ud over én selv. Måske er det noget, vi bare må leve med – det politiske spil, mediernes vinkling, uretfærdighederne. Men vi har dog stadig et valg: Vi kan vælge at vende det døve øre til.
John Mogensen sang engang: "Tror de, vi er en flok får, der ingenting forstår?"
Måske er svaret, at vi netop skal være en flok får – ikke fordi vi er ligeglade, men fordi vi nægter at lade os æde op af vrede og galde. For det bliver vi altså syge af.
