Familiens sorte får – og følelsen af ikke helt at passe ind

Familiens sorte får – eller bare anderledes?

Af og til kan jeg godt føle mig som familiens sorte får.

Det er ikke fordi, jeg har gjort værre ting end de andre i familien, men snarere fordi jeg ikke føler, at jeg er nået lige så langt i livet som mine søskende.

Jeg misunder dem ikke deres succes. De har arbejdet hårdt for det, de har opnået, og det under jeg dem virkelig. Men alligevel kan jeg godt blive lidt trist, når jeg – som i dag – besøger en af mine søskende, der bor så flot og elegant. Der står blomster i vaser i alle rum, og alle englenes tøfler er fjernet (englenes tøfler er selvfølgelig nullermænd). Møblerne er moderne, farverne tidssvarende, og det hele ser så gennemført ud.

Så tænker jeg på min egen lille lejlighed. Den med pladsmangel, gamle møbler der ikke rigtig passer sammen, gammeldags tingeltangel og engletøfler i hjørnerne.

Jeg er den eneste i en halvstor søskendeflok, der bor sådan.

Og nogle gange spekulerer jeg på, om der måske også er noget med personlighed eller gener, der spiller ind. Hvorfor har nogle mennesker hele tiden behov for forandring, nye møbler og perfekte omgivelser, mens andre – som mig – finder tryghed i det velkendte?

For sandheden er jo, at jeg i hverdagen faktisk er glad for mit hjem. Jeg har ikke et stort behov for hele tiden at købe nyt eller følge tidens trends. Mine ting fortæller historier, og selv om lejligheden ikke ligner noget fra et boligmagasin, så er det stadig mit sted.

Når de triste tanker kommer snigende, tænker jeg ofte på sangen “De nære ting”. Den minder mig om, at livets værdi måske ikke findes i designermøbler eller perfekte hjem, men i de små ting, vi holder af, og den ro vi føler der, hvor vi hører til.

Måske handler det ikke om at være familiens sorte får.

Måske handler det bare om at være anderledes.

Gå ind i din stue, om end den er trang

og hør, hvor den nynner en stille sang.

Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,

du ved bare ikke, hvad de er værd.

Vejen til målet er spændende – derfor giver processen ro

 Det er vejen, der er det vigtigste. Selve processen rummer en særlig værdi, når du går i gang med en opgave.

Selvfølgelig føles det godt at nå i mål. Der er en naturlig stolthed og glæde i at afslutte noget. Men ofte er det selve arbejdet undervejs, der gør den største forskel. Det er her, hjernen får ro og slipper for negative tanker og bekymringer.

Det kan være i de små, enkle aktiviteter: et puslespil, LEGO, syning eller måske en strikket sommerhat. Ting, som umiddelbart kan virke som “unyttigt arbejde”.

Men måske er det netop ikke unyttigt.

Vores tidligere regent, Dronning Margrethe, nævnte engang i en tale, at der skal være plads til det unyttige arbejde. En påmindelse om, at ikke alt behøver have et konkret formål for at have værdi.

Min egen erfaring er, at denne form for fordybelse er gavnlig for hjernen – også når man lever med hjernetræthed. Det kræver dog, at man husker at holde rigtige pauser undervejs.

For mig kan det være en “morfar” på 27 minutter eller blot at sidde stille og kigge ud på fuglene flere gange i løbet af dagen.

Det er i balancen mellem aktivitet og pause, at roen opstår.

Når alt bliver kaos - starter noget nyt

Nogle gange sker der noget pludseligt, som sætter hele mit system i kaos. Jeg tror, mange kan genkende den følelse. Måske er det endda noget, vi skal byde velkommen – for ofte opstår der nye måder at være på, netop ud af kaos. Det tager bare tid.

Personligt føles det, som om mit hoved eksploderer i hundrede stykker. Først når de er samlet igen, kan jeg begynde at tænke klart. For at forklare det til mine omgivelser bruger jeg et billede:

Min hjerne er som bygget af små LEGO-klodser. Når modstanden rammer, bliver det hele slået i stykker, og klodserne ligger spredt overalt. Først når jeg får samlet dem igen, én efter én, kan jeg begynde at skabe noget nyt.

Og måske er det netop pointen.

For midt i det hele ligger der også noget godt. Kaos tvinger os til at handle. Til at tænke anderledes. Og nogle gange ender det faktisk med at blive bedre end før.

Valgplakater med uventet effekt

Jeg har aldrig været den store fan af valgplakater. Ærligt talt har jeg mest set dem som lidt af en ressourceslugende skov af smil og slogans, hvor det kan være svært at få øje på det, der egentlig betyder noget: hvad folk står for – og om de rent faktisk gør det bagefter.

Men i dag… der måtte jeg tage hatten af 😄

Jeg skulle krydse et større vejkryds, hvor vinden virkelig havde fået frit spil. Det var sådan en dag, hvor man næsten overvejer, om man er ved at lette. Men så stod de der – på rad og række – valgplakaterne! Og for første gang nogensinde gjorde de virkelig nytte: de gav læ og reddede mig (og min balance) gennem blæsten.

Så ja… måske har de alligevel en funktion – bare ikke helt den, de selv havde tænkt 😉

Lad Gud tage styrepinden, når du ikke længere kan styre det hele selv

Der er dage, hvor det føles, som om retningen forsvinder. Som om man går og går, men uden helt at vide hvorfor eller hvorhen. Jeg tror ikke, jeg er alene om den følelse. Mange af os oplever perioder, hvor mål og mening glider os af hænde, og hvor det, vi ellers troede var sikkert, pludselig virker uklart.

For nylig hørte jeg en sætning i en gudstjeneste, som har sat sig fast i mig: Tanken om at bede Gud om at tage styrepinden.

Det er egentlig en enkel idé – og samtidig en ret radikal én. For hvad betyder det at give slip på kontrollen? Vi er vant til at skulle finde svarene selv, tage beslutningerne selv, bære ansvaret selv. Vi planlægger, analyserer og forsøger at regne livet ud. Og når det ikke lykkes, kan det føles som et personligt nederlag.

Men hvad nu hvis det ikke altid er meningen, at vi skal styre det hele?

Tanken om at overlade styringen til noget større – til Gud, til en højere magt – kan føles både befriende og skræmmende. Befriende, fordi vi ikke længere behøver at bære alting alene. Skræmmende, fordi det kræver tillid. Tillid til, at der findes en vej, selv når vi ikke kan se den. Tillid til, at der er en mening, også når livet ikke giver mening.

Måske er det netop i de øjeblikke, hvor vi føler, at vi har prøvet alt, at vi står ved en slags grænse. Et sted, hvor vores egne løsninger slipper op. Hvor vi ikke længere kan presse, planlægge eller kontrollere os frem til det, vi ønsker. Og måske er det dér, en ny mulighed opstår: At give slip.

At bede Gud om at tage styrepinden er ikke nødvendigvis at give op. Måske er det snarere en anden måde at fortsætte på. En måde, hvor man stadig går fremad – men med en anden form for tillid. En stille erkendelse af, at vi ikke behøver have alle svarene lige nu.

Det betyder ikke, at alting pludselig bliver nemt. Eller at problemerne forsvinder. Men det kan ændre måden, vi står i dem på. Der kan opstå en ro midt i usikkerheden. En følelse af ikke at være alene med det, der er svært.

Måske handler det i sidste ende ikke om at miste kontrollen – men om at give den fra sig med vilje. Ikke som et nederlag, men som et valg.

Og måske er det netop dér, en ny form for mening kan begynde.

Måske står du selv et sted lige nu, hvor svarene ikke er tydelige, og hvor vejen frem føles usikker. Måske har du kæmpet længe for at få tingene til at falde på plads – uden helt at lykkes.

Hvad ville der ske, hvis du for et øjeblik gav slip?

Ikke fordi du giver op. Men fordi du vælger at stole på, at du ikke behøver bære det hele alene.

Måske handler det ikke om at finde alle svarene. Måske handler det bare om at tage det næste skridt – og lade Gud tage styrepinden for resten.

Guds redskaber

Jeg føler mig overbevist om at Gud bruger os mennesker som redskaber.

Nogle vil måske hellere bruge ordet Universet - jeg mener og føler, at det er det samme - men det er heldigvis frit for enhver at mene det ene eller det andet.

Med "Guds redskaber" mener jeg, at vi som mennesker tit og ofte - ja hele tiden foretager os noget, som måske ikke helt er styret af os selv. 

I uvidenhedens store rum, kommer vi til at skade andre - eller måske det modsatte - for "Guds redskaber" arbejder begge veje. 

Hvor ofte har vi ikke ændret retning i en ellers planlagt opgave uden vi spekulerer over hvorfor vi gjorde det? Måske var der en overordnet mening med det. 

Jeg har selv mange gange været derude, hvor, hvis uheldet havde været ude, at så havde jeg stået til en kæmpebøde. Men måske var netop denne handling en del af noget større. Desværre bliver jeg af og til ved med at vende tilbage til disse situationer og skammer mig frygteligt. Så er ovennævnte et lille plaster på såret, men det kan ikke fjerne det helt - for tænk, om jeg er helt forkert på den.

Måske skal jeg skrive, at jeg næsten er overbevist om at Gud bruger os mennesker som redskaber.

Citronsommerfuglen i Marts

Så kom Citronsommerfuglen på besøg i min have - vi er altså kun lige i den første uge i Marts - fantastisk.

Storken er jo også kommet - lidt før end den plejer.

Det må da betyde at foråret er på vej!

Med foråret håber jeg også, at vinterens mismod forsvinder, det trænger jeg hårdt til.

Hører i min nærmeste omgangskreds, at mange netop oplever mismod i denne tid.

Måske er det ikke bare vinteren, men hele verdenssituationen, der påvirker os mere eller mindre.

Men uanset hvad, så var det en dejlig oplevelse at se den lille sommerfugl i sin gule pragt danse rundt i haven - da var alle verdens trængsler væk i nogle minutter.

Marts - Vintergækker - optimisme.

 Februar måned er næsten slut - og hvilken måned!

Sne, der lyste dejligt op i mørket, men også mørke dage, hvor drepressive tanker bankede på.

Her på månedens sidste dag er der gråvejr hos mig - både set med fysiske øjne og det mentale blik.

Det er lige før jeg glæder mig til mørkets frembrud, for da vil julelysene på min altan stadig lyse op.

Ja, jeg har stadig mine julelys tændte. Synes det er synd at tage dem ned i den mørke tid. Det skal dog nævnes, at jeg overvejer stærkt at tage dem ned nu her, hvor vi går ind i Marts måned.

Marts er tegn på at foråret snart kommer - jeg har set Vintergækker på mine gåture - det må da lysne i sindet. Tænk, at disse små spinkle gækker lister sig op af den stadig frosne jord, vælter sne og brune blade til side for at opfange lidt sol og for at glæde os mennesker. 

Jo, jeg må se at blive virkelig taknemmelig!

Marts må stå for optimismen.

Kaos i sindet og hvordan du måske kan dæmpe det.

 

Kaos i sindet og hvordan du måske kan dæmpe det!

Det er nærmest videnskabeligt bevist, at hvis man midt i kaos kan forestille sig et ønskemål, som man virkelig går efter, da kan det dæmpe kaos.

Det at have et mål er af stor betydning, selvom det går langsomt – nogle gange for langsomt – fremad.

Et lille skridt ad gangen er superfint, for du skylder ikke nogen at være hurtig og stærk hele tiden.

Der kan være dage, hvor du måske føler, at du går helt i stå, men netop der, er det vigtigt at have målet for øje, så du måske tager et enkelt lille skridt – bare du ikke går i stå.

Husk også, at det ikke er størrelsen på målet, der er vigtigst her. Jeg vil af egen erfaring endda påstå, at man skal starte med mål, der i hvert fald er muligt at nå inden for kort tid. Ingen forhindrer heller ikke, at man kan sætte sig flere mål samtidig, nemlig små, mellemstore og store.

Fra min egen lille hverdag midt i mit eget kaos, er mit første lille delmål at få samlet et puslespil inden jeg skal bruge spisebordet til gæster om nogle dage.

På billedet kan I se, at nu mangler der ”bare” kun ensfarvede brikker – de kan være lidt svære, men jeg tror, jeg bliver færdig til tiden, hvis ikke ”der kommer en mand i vejen med en slæde”, som min mor altid sagde.

For øvrigt er puslespil et fremragende ”arbejde”, når man skal have lidt ro i kaos – det er i hvert fald min erfaring.

Hvis man skal gå efter, hvor tit jeg handler ved Hyggeonkel, kan man godt se, at der er kaos i mit liv.

https://www.hyggeonkel.dk/puslespil/

LEGO-julekransen og "Den hjælpende hånd"

Så blev LEGO-julekransen færdig og ikke helt uden problemer, men jeg er jo også en gammel kone, der først for kort tid siden er begyndt at samle LEGO 

Det var en julegave og den skal jo lige samles først, men nu skal den altså også op på væggen, selv om vi skriver 17. januar :-)

Det eneste der mangler er en mand med en boremaskine! Mange ting kan jeg lave selv, men lige netop at bruge sådan en tingest, der melder jeg fra. Men så er det jo dejligt, at man kan sende bud efter "Den hjælpende hånd" gennem Ældresagen. 

Brød af rester i brødmaskinen - fint for "Madspilds-glorien"

På mine gamle dage er jeg blevet bedre til at eksperimentere med madlavningen. Hidtil har jeg slavisk gået efter opskrifter, hvilket ikke har gjort mig til en verdensberømt kok.

Her forleden ville jeg som så ofte før bage et brød i min bagemaskine, men UPS - jeg manglede lidt af det, som jeg plejede at bruge. Da kom mit nytilhvervede mod mig til hjælp. Jeg fandt simmelthen fra div. skuffer og hylder lidt af hvert, som kom i bageformen - f.eks. kan nævnes Passata. Jeg skulle blot føle dejens konsistens, medens maskinen begyndte at køre langsomt. Der skulle lige justeres lidt med henholdsvis de tørre og de våde ingredienser.

Det blev til et dejligt brød - lidt rød i farven - som du kan se på billedet ;-) 

Det er ikke sidste gang, jeg vil prøve at bruge netop de forskellige rester, og så kan jeg jo med god samvittighed pudse min "Madspilds-glorie" ;-)

Godt nytår – om leg, nærvær og det der virkelig betyder noget

 

Godt nytår 

Så er vi trådt ind i det nye år. Selvom jeg ikke helt nåede i mål med hverken jul eller nytår, så blev det alligevel begge dele – bare i mit eget tempo. Og måske er det i grunden helt okay.

Måske leger jeg lidt for meget, især taget min høje alder i betragtning. Men jeg har efterhånden lært, at leg ikke har nogen udløbsdato.

Jeg er nemlig godt i gang med julegaven fra min familie: en LEGO-julekrans. Her til morgen fik jeg samlet det, man vel kan kalde grundkransen, og nu venter det sjoveste – pynten. Glæder mig til at se det vokse frem.

Inden jeg når så langt, skal mine to brødre med koner og jeg dog samles om et stykke smørrebrød. Vi er ikke raske, og ingen af os ved, hvor længe vi har hinanden. Netop derfor forsøger vi at ses lidt oftere og hygge lidt mere, end vi måske har gjort tidligere. Ikke de store armbevægelser – bare nærvær.

Leg med LEGO og familiehygge er nok forklaringen på, at støv og lettere rod har fået andenprioritet herhjemme. Og ærligt talt: Det føles som et helt rigtigt valg.

Det nye år er kun lige begyndt, men hvis det må byde på mere leg, mere samvær og lidt mindre perfektion, så er jeg allerede godt tilfreds.

Når julen kommer, før man er færdig

Glædelig jul

Hvor er det dejligt, at det bliver jul – også selv om man ikke når det hele.

Jeg synes hvert år, at jeg tonser rundt. Jeg begynder ellers i god tid, men alligevel bliver jeg aldrig helt færdig. Der er ting, jeg har måttet strege, og andre, som er blevet prioriteret højere. Sådan må det jo være.

I år besluttede jeg mig for at sende julehilsner til alle – dog uden om PostNord. Min pung ville godt nok være blevet noget slunken, hvis alle skulle have haft et brev med en porto på 29 kroner.

I stedet blev det til telefonopkald og mails. Det var faktisk også dejligt, for så hørte man nyt om både den ene og den anden. Alligevel kan det ikke helt slå glæden ved at få et postkort med posten.

Den 24. december 1624 blev postvæsenet oprettet. Dengang var det næppe meningen, at det skulle være en dyr fornøjelse at sende breve – tværtimod handlede det om, at folk i hele landet kunne holde kontakt med hinanden.

Nå ja … vi må nok bare finde os i, at alting koster nu om dage.

Glædelig jul 🎄

Sidste anvendelse - markerings skema

Så er det tid til at gennemgå div. indkøbte madvarer for at tjekke dato for sidste anvendelse.

Mit skema er lavet, så nu skal jeg have farvelagt de madvarer, som havde en lyserød sommerfugl, som markering for året 2026.

Jeg sætter blot den nye farve ovenpå - f.eks. den gule for April.

Ved at bruge dette skema, er jeg fri for altid at skulle finde dato`en på div. dåser og flasker - de er ofte ret svære at finde. Farvemarkeringerne gør også, at et hurtigt blik hen over skabsvarer fortæller, at nu er der noget, der snart skal bruges.

Meningen med livet: At gå med glæde – hele vejen

Meningen med livet – en stille refleksion

Ja, hvad er meningen med livet? Det er et spørgsmål, der dukker op igen og igen, som en sagte hvisken i baggrunden af hverdagen.

Vi lever i en tid, hvor mange nærmest taler om livet som noget, der skal “fyldes ud”.
Jeg hører ofte kommentarer som:

"Hvad får du tiden til at gå med?"
"Man skal jo slå tiden ihjel med et eller andet."

Selv fjernsynet tilbyder udsendelser med titler, der antyder, at tiden blot er en mellemstation: “Mens vi venter på at dø – gør vi et eller andet.”
Som om livet er et venteværelse, og ikke selve rejsen.

Jeg møder yngre mennesker, der halvvejs i livet allerede taler, som om alt det væsentlige er bag dem. Som om 40-årsalderen betyder, at toget næsten er kørt.

Måske tænkte jeg selv sådan engang. Jeg troede, at mulighederne blev færre med årene. At visse kapitler var lukkede. Men jeg tog fejl. Netop dér begyndte mange af de sysler, glæder og udfordringer, som i dag fylder mit liv.

Selv efter de 70 fandt jeg nye døre at åbne – nye stier at betræde, som om livet venligt hviskede: “Der er mere endnu.”

Livet folder sig ikke ud på én gang. Det gør det i ringe, i lag, i overraskende spiraler, der trækker os videre, hvis vi lader os trække. Derfor giver det ingen mening at “slå tiden ihjel”. Tiden er jo selve stoffet, vi er vævet af.

Mening findes ikke kun i de store gerninger, der ændrer verden, men også i de små handlinger, der blot ændrer et øjeblik. Ingen behøver at stå øverst på livets stige for at blive set eller anerkendt. Heller ikke af sig selv.

For mig er meningen med livet at gå vejen med glæde. At tage imod udfordringerne, når de kommer, og møde dem med et åbent sind – måske endda med en stille glæde over, at vi stadig får lov til at lære, vokse og forundres.

Selv på de snævreste stier kan vi gå med lethed, hvis vi giver os tid til at se det smukke i det, der er lige foran os.

Et Midnatsmøde, der Varmede Hjertet

For omkring 10 år siden oplevede min slægtning fra Polen – lad os kalde ham Mr. X – noget, der stadig gør mig stolt af vores slægt. Jeg tænker tit på den historie, fordi den viser, hvordan små handlinger kan gøre en stor forskel.

Mr. X arbejder som IT-programmør for et dansk firma i Polen. Han arbejder normalt hjemmefra, men møder op i Danmark en gang om måneden. Efter en tur til København fløj han tilbage til Gdansk ved midnat. På det tidspunkt var der et stort center i byen, der holdt åbent døgnet rundt, og Mr. X benyttede ofte muligheden for at handle ind.

En kold, sneklædt aften på parkeringspladsen uden for centret stod en pæn hjemløs mand og tiggede om penge til en cigaret. De begyndte at tale sammen, og det viste sig, at manden, som var både veltalende og høflig, ikke havde fået ordentlig mad i flere dage.

Mr. X tog en beslutning: Han inviterede manden med ind i butikken, på trods af personalets og vagternes skepsis. Han forklarede roligt, at alt ville gå fredeligt til, og at han ville betale. Sammen gik de gennem butikken, hvor manden kunne vælge brød, pølse, ost og drikkevarer til et døgns forbrug. Som prikken over i’et fik han også en pakke cigaretter.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan kassedamerne og vagterne efterfølgende må have talt om, hvilken usædvanlig, men godhjertet gæst Mr. X var.

Gestus som denne gør indtryk. Mr. X glemte ikke manden, men kørte flere gange forbi centret på samme tidspunkt uden held. Han spekulerede på, om manden måske havde mistet sin forretning eller ellers havde svært ved at få hjælp fra det offentlige på det tidspunkt.

Man kan kun håbe, at den hjælp, han fik den nat, gav ham lidt overskud til at komme videre. Nogle gange kræver livet ikke mere end et lille skub – et øjebliks næstekærlighed – for at ændre retningen.

Julefrokost – og alt det der følger med før og efter

Julefrokost – og hvad der følger med – både før og efter!

Der er gået dage forud for gårsdagens julefrokost med pyntning til jul, selvom vi kun skriver den 28. november.

I min barndom og ungdom blev julepynt og juleudstillinger ikke lanceret lige efter efterårsferien – nej, nej. Den 1. december eller 1. søndag i advent var det faste skæringspunkt. Dengang blev julen heller ikke pillet ned 2. juledag. Tværtimod! Man julede videre med pynt og mad helt frem til og lige efter Helligtrekongersdag.

I min familie blev det en tradition, at man lavede en slags julemiddag til Mortensaften – og selvfølgelig Juleaften – men også Helligtrekongers aften, hvor hele pivtøjet kom på bordet igen. De sidste stumper af alle stearinlysene blev brændt færdige. Selve Helligtrekongers dag var en helligdag for os, og først derefter blev julepynten taget ned.

---

Tilbage til gårsdagens julefrokost

Aftenen gav mig mange tanker om både ødselhed og traditioner.

Da jeg jo efterhånden er en gammel “nisse” med diverse skavanker, bestilte jeg maden udefra. Vi var fem personer, men skulle bestille til mindst seks – hvilket jeg synes er helt i orden. Min tanke var bare, at så var der da nok mad.

Overrasket blev jeg, da det væltede ind med retter. Jeg tror nemt, jeg kunne have beværtet tre personer mere (og det gør jeg så i dag 😉).

Det stod hurtigt klart, at vi slet ikke kunne spise alt det dejlige mad. Men traditionen siger jo, at alt skal varmes og serveres – for én vil gerne have skinken med grønlangkål, en anden den dejlige leverpostej med champignon og bacon, en tredje flæskesteg med rødkål, og det oven i de sild, æg med rejer, fiskefileter, laks med asparges og høns i tarteletter, der allerede var spist. Og i krogen ventede risalamande og en osteanretning.

Jeg må indrømme, at jeg syntes, det gik over gevind. Tidligere har jeg oplevet det modsatte – at der var alt for lidt mad i de anretninger, jeg havde bestilt. Men denne gang var det helt klart i den anden ende af skalaen.

---

Tanken der nager

Det, der kværner mest i mine tanker i dag, er glæden over, at der kommer et par stykker og spiser rester her til frokost. For jeg har også prøvet en julefrokost, hvor alle de gode rester røg direkte i skraldespanden. Det gjorde næsten fysisk ondt at se. Var det mon en måde at demonstrere sin rigdom på?

Her må jeg endnu engang vende blikket mod Polen, hvor jeg jo har familie. Jeg holdt jul der for et par år siden. Selvfølgelig fik vi også lavet for meget mad og spiste, til maverne var ved at revne. Men da vi var færdige, blev jeg spurgt, om jeg ville med på en lille køretur – hvilket jeg meget gerne ville for at se Gdansk i sin farverige juleudsmykning.

Det viste sig, at turen havde et smukt formål: Vi kørte alle de dejlige madrester hen til en slags “butik”, hvor man sætter sit overskud af mad ind i køleskabe. Her kan hjemløse og andre trængende frit forsyne sig. Jeg følte virkelig julens glæde strømme gennem mig.

Hvor kunne vi lære noget herhjemme! Jeg kender ikke til sådanne “butikker” i nærheden af mig – men måske findes de andre steder i Danmark.

Morgenandagten - Når ord bliver for få – og for mange

Jeg har for vane at sidde med morgenkaffen, mens Morgenandagten på DR2 kører hen over skærmen.
Efter jeg har fået skelnetab og nedsat hørelse, har jeg fået behov for at slå underteksterne til.

Det har faktisk gjort en stor forskel for mig at læse teksterne til vores dejlige salmer. Jeg må indrømme, at jeg i mange år har sunget med uden rigtigt at få ordene helt ind, som man siger. Der gemmer sig så mange kloge og smukke formuleringer i både salmerne, “dagens ord” og bønnerne.

Forleden dag lød nogle af ordene: “At sige for meget – at sige for lidt.”
De ramte mig, for jeg genkender begge dele, men især to oplevelser står tydeligt for mig.

Når der bliver sagt for lidt
Den første oplevelse handlede om et stort tab i vores familie – et tab på en meget ulykkelig måde. Omgivelserne kunne åbenbart ikke klare at møde os i tiden efter. De vidste sikkert ikke, hvad de skulle sige, og forsøgte i stedet at undgå os. Nogle skiftede endda fortov.
Det var svært og trist at opleve, for vi havde sådan brug for et kram. Ord var der egentlig ikke behov for.
Det lærte mig, at det vigtigste ofte er blot at vise, at man har set et menneske i sorg: give et kram, lægge en hånd på armen eller måske bare sige: “Det gør mig ondt.”
Her blev der i den grad sagt for lidt.

Når der bliver sagt for meget
Den anden oplevelse handler om det modsatte. En nær ven havde dummet sig – og ja, det var rigtigt nok. Men en anden fælles ven blev så forarget, at der ingen ende var på de hårde ord, der burde overgå den “slemme mand”. Ordene var voldsomme og blev sagt højt blandt de allernærmeste.
I den situation blev der sagt alt for meget.

For lidt og for meget kan være lige slemt.

Nogle gange er det ikke ordene, men nærværet, der gør forskellen.

Grise på motorvejen – tanker fra øverste dæk

På min weekendtur tværs over landet, siddende på øverste dæk af bussen, fik jeg pludselig udsigt til en grisetransport.

Vi kørte side om side et stykke tid på motorvejen over Fyn, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan grisene mon havde det.

I den ene vogn – en bus fyldt med forventningsfulde mennesker på vej mod nye oplevelser.
I den anden – en lastbil fyldt med grise på vej mod deres sidste destination: slagteriet.

Kontrasten var slående.

Jeg begyndte at tænke: Kan grisene egentlig tænke? Ved de, hvad der skal ske?
Snakker de mon sammen derinde, på deres sidste rejse? Eller tror de, at de er på vej til grisebal?

Hvis de virkelig kan tænke – så har vi mennesker vist en del på samvittigheden.

Vi skal selvfølgelig have mad på bordet, og flæskestegen skal jo komme et sted fra.
Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at stegen måske ville smage en smule bedre, hvis jeg vidste, at grisen virkelig havde haft et godt liv.
At den havde været glad, haft jord under trynen – og måske endda været til et ægte grisebal, før den sagde farvel.

Et sted med musik, pynt og dejlig grisemad.
Hvor alle havde krøller på halen, og ingen behøvede at se døden i øjnene.

Tanken er måske naiv – men den kom til mig dér, på motorvejen, hvor liv og død kørte side om side.

Når livet falder på plads – på bænken og i tankerne

En gang troede jeg, at de gamle kvinder og mænd, der sad på en bænk i timevis, gjorde det, fordi de var gået i stå i livet – eller måske bare ikke kunne andet.

Nu er jeg selv blevet gammel, og til trods for et liv fyldt med kreative projekter mærker jeg et behov for at sidde stille og fundere. Over livet. Over valgene. Over alt det, der blev – og alt det, der ikke gjorde.

Hvorfor blev det, som det blev?

Hvis jeg ikke havde nået toget den dag.
Hvis jeg havde taget trappen i stedet for elevatoren.
Hvis jeg ikke var gået til det bal, der ændrede mit liv.
Så mange små "hvis bare" – som tilsammen udgør et helt liv.

Min barndomsveninde og jeg talte ofte om, hvad vi gerne ville, når vi blev store.
Mit ønske var at rejse til Norge et års tid, hvilket hun syntes var det mærkeligste ønske.
Men som livet ville det, blev det ikke mig – det blev hende. Hun rejste derop et par år senere og blev. Det er egentlig ret sjovt at tænke på.

Det liv, jeg valgte, blev til mange flytninger – inden for Danmarks grænser.
Det liv, jeg kunne have valgt, var måske blevet til mange flytninger verden over.

Når jeg nu ser tilbage, tænker jeg, at jeg skal være glad for det liv, jeg fik.
For midt i alt det, der kunne have været, er der så meget, jeg nødig ville være foruden.

Så måske ender vi alle på en bænk før eller siden – ikke fordi vi ikke kan andet, men fordi vi endelig har tid til at tænke over, hvor langt vi egentlig kom.

Sommer i Tyrol - og en smuk nærværende sangtekst

 Mon ikke de fleste kender filmen "Sommer i Tyrol"? 

Jeg tror det, men mon alle kender teksten på disse vers, som Kejser Franz Joseph (Peter Malberg) skriver til Josepha (Susse Wold)

Livet er nu en gang så
Alle vi det lære må
Det vi ønsker mest sjældent sker

Fik vi alt fra første færd
Uden kampe og besvær?
Ønsked` vi os blot endnu mere?

Men på livets lange vej
Skuffelserne melder sig
Lærer os beskedenhed
Smil og vær glad derved

Livet er nu en gang så
Alle vi det lære må
Det man højst ønsker sig
Når man ej

Mogens Dam har skrevet teksten.

Jeg synes det er så smukt og genkendende. 

I filmen  reflekterer Kejser Franz Joseph over uundgåeligheden af ​​livets udfordringer og vigtigheden af ​​ydmyghed og glæde i mødet med skuffelser.

Jeg er solgt til stanglakrids, når Susse Wold efterfølgende synger versene.

Når spejlbilledet får en historie – om at finde sig selv i slægtens træk

Der er dage, hvor jeg stopper op og undrer mig over, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.
Eller hvorfor jeg på et foto kan synes, jeg ser lidt sur ud – selv når jeg egentlig er glad indeni.

Sådan har jeg haft det mange gange. Jeg har kigget mig i spejlet og tænkt: “Hvorfor ser jeg så alvorlig ud?” – og ærligt talt, jeg har været lidt ked af det.

Men for nogle år siden begyndte jeg at dykke ned i min slægts historie. Jeg samlede gamle billeder, noterede navne og historier om bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre.
Og pludselig, midt i en bunke gamle sort-hvide fotos, fik jeg mig noget af en aha-oplevelse.

Der – på et falmet billede af min oldefar – så jeg det. Det samme karakteristiske ansigtstræk. Den samme alvorlige mund. Det samme blik, jeg altid har undret mig over i mit eget spejl.

Og ved du hvad? Det gjorde mig faktisk glad.
For min oldefar var en velanset mand. Han modtog fortjenstmedaljer, var respekteret og vellidt – og nu kunne jeg pludselig se, at jeg bærer noget af ham videre. Ikke bare i generne, men i udtrykket.

Det har ændret måden, jeg ser mig selv på.
Nu smiler jeg lidt, når jeg møder mit eget “alvorlige” blik. For det er ikke bare mit – det er et stykke familiehistorie.

At udforske sin slægt kan give svar på meget mere, end man tror.
For mig gav det ro – og en helt ny accept af, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra.

Kun en dag et øjeblik ad gangen .....

Der er dage, hvor man gør bedst i kun at tage et øjeblik ad gangen.
At se længere ud i fremtiden er alt for overvældende og kan ofte se faretruende ud.
På disse dage lytter jeg med stor glæde til Lina Sandells
"Kun en dag et øjeblik ad gangen"

Den er smuk i både tekst og melodi.

Især sidste vers betyder noget for mig, den lyder således:

Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille, ydmyg ånd!

Pebernødder og hvidløgskur

Blev forskrækket over at se pebernødder, brune kager og chokolade-julekalender o.s.v. i min butik, hvor jeg køber dagligdagens varer.
Vi har kun den 25. oktober - hvad tænker de på?

Men efteråret er over os og det må være tid at få hvidløgskuren, hvis man er til den slags.
Så ned i min indkøbskurv med hvidløg og citroner, og den første lille eliksir er klar om en times tid.

Sne, nerver og et kørekort – en uforglemmelig dag i oktober 1965

 Den 22. oktober 1965 – præcis 60 år siden i dag – faldt vinterens første sne i Aalborg. Jeg husker det tydeligt, for jeg skulle til køreprøve netop den dag.

Jeg stod ved vinduet og så sneen dale ned, mens nervøsiteten voksede. På vej ind til byen for at få taget billede til kørekortet, sneglede trafikken sig frem, og jeg måtte tage en taxa hjem for at nå min kørelærer.

På turen fortalte jeg chaufføren, hvor bange jeg var for at køre i glat føre. Han slukkede taxameteret, drejede ind på en sidevej og viste mig, hvordan man håndterer bilen, hvis den skrider. Den korte lektion skulle vise sig at blive uvurderlig.

Min kørelærer ville ikke med ud på turen – måske frygtede han buler i bilen. Det gik fint i starten, men på en stejl bakke kom bilen i slinger. Den motorsagkyndige skældte ud, og jeg var tæt på panik. I det øjeblik hørte jeg taxachaufførens stemme i hovedet: “Gør sådan og sådan…”
Jeg fulgte rådene og fik bilen i ro – uden buler, trods sne, parkerede biler og modkørende.

Inde på politistationen sagde den forbløffede sagkyndige:
“Du får dit kørekort, fordi du selv fik bilen i ro.”
Døren blev smækket i, og min lettede kørelærer ønskede tillykke – men tog selv rattet hjem.

Senere opsøgte jeg taxachaufføren for at sige tak. Uden ham kunne dagen have fået en helt anden slutning.

Rollator – et synligt, men uundværligt hjælpemiddel i hverdagen

Jeg har personligt haft lidt svært ved at komme i gang med at bruge rollator – det føltes som et stort skridt. Heldigvis er den tid forbi. Nu hjælper rollatoren mig med at holde balancen, og den bærer mine varer hjem, så benene bliver aflastet.

I dag mødte jeg ikke mindre end fire andre med rollator. Pludselig slog det mig, hvor fint det egentlig er, at vi ældre selv kan komme ud og handle, i stedet for at skulle bede en måske stresset søn eller datter om hjælp. De har jo i forvejen nok at se til med deres eget.

Vi “rollatorfolk” får næsten vores egen lille samhørighed – lidt som hundelufterne. Vi smiler, nikker og bekræfter hinanden i, hvor dejligt det er med sådan en trofast hjælper.

Dagen bød også på en varm samtale med en mand på el-scooter, mens vi ventede på grønt lys. Han sagde med et smil, at rollatoren var god, men hans scooter var nu bedre – “Men du har jo også to ben, så den er jo fin endnu.”
Først dér opdagede jeg, at manden kun havde ét ben. Alligevel klarede han sine indkøb helt selv – med et stort smil i øjet.

Jeg gik derfra med en følelse af taknemmelighed. Taknemmelig for friheden, for hjælpen fra min rollator – og ikke mindst for, at jeg stadig har mine to ben.

Dagens englekort: "Brug din intuition", men stol ikke blindt på den

Brug din intuition – ja tak!

Det sker ofte, at jeg bruger den – eller i hvert fald tror, jeg gør – uden at den egentlig giver mig noget overraskende.

Intuition er noget mærkeligt noget. Hvad får os egentlig til at dreje til højre eller venstre, når vi bare går en tur?
Og hvad mon der var sket, hvis vi havde valgt den anden vej?

Måske skal man ikke tænke alt for meget over det.

For mange år siden fik jeg en meget stærk indskydelse – en mavefornemmelse, der nærmest råbte til mig, at jeg skulle starte min egen lille virksomhed. Jeg tog imod udfordringen med åbent sind og kastede mig ud i det med krum hals.

Jeg fik hjælp fra professionelle mennesker, og det lykkedes mig faktisk at komme godt i gang.
Men forskellige omstændigheder gjorde, at jeg efter et års tid måtte overdrage mine ting til et andet firma.

Det var med blødende hjerte, at jeg måtte erkende, at min intuition måske havde spillet mig et puds – for jeg elskede hvert eneste minut af mine ofte 11 timer lange arbejdsdage.

                                  

Hvad jeg lærte af det

Siden da har jeg tænkt meget over, hvad intuition egentlig er. Måske handler det ikke om, at den altid skal føre os “rigtigt”, men snarere om, at den peger os i retning af noget, vi har brug for at erfare.

Selvom min første forretning ikke blev, som jeg drømte om, lærte jeg mere på det år, end jeg kunne have gjort på mange kurser tilsammen. Jeg lærte at lytte til mig selv – men også at stille spørgsmål, når mavefornemmelsen banker på.

I dag bruger jeg stadig min intuition. Forskellen er, at jeg lytter til den med lidt mere tålmodighed – og en smule sund skepsis. Den er ikke altid svaret, men den er ofte begyndelsen på noget vigtigt.

Den dag jeg fik “Konfirmand Dot” – et vinterminde fra min skoletid

 Der er bøger, der bliver hos én hele livet. Ikke kun for deres historier – men fordi de bærer minder med sig. Konfirmand Dot er sådan en bog for mig. Den kom til mig på en helt særlig måde, en snefyldt vinterdag for mange år siden.

"Det var Nytårsaften. Ude føg sneen i rusk, så det piskede imod ruderne".

Sådan lyder første linje i bogen Konfirmand Dot, som jeg fik for snart 70 år siden.

Den dag, jeg vil fortælle om, var dog ikke Nytårsaften, men en ganske almindelig hverdag – men vejret passede med bogens begyndelse. Der var hvidt overalt. Sneen lå ti centimeter tyk på de dengang smalle hovedveje.

Jeg var på vej til skole på cykel, da en velkendt lastbil med anhænger kom imod mig. Den var læsset med Leca, og erfaringen sagde mig, at om lidt ville jeg blive indhyllet i sne, som blev hvirvlet op af hjulene. Jeg hoppede af cyklen, gik lidt til siden og vendte ansigtet bort.

Ganske rigtigt – et øjeblik senere fik jeg en snestorm lige i hovedet.

Men så blev alt underligt stille. Jeg lå i sneen, tæt på et hjul, og kunne lugte metal. Så blev jeg løftet op af en mand og båret ind i hans bil. Det viste sig at være en kørelærer – ironisk nok – som i den tætte snestorm ikke havde set mig.

Han kørte mig hjem og befalede min mor at tilkalde doktoren. Han lovede selv at komme forbi igen, når hans arbejdstid var slut.

Lægen konstaterede hjernerystelse, og jeg fik ordre til fjorten dage på sofaen. Kørelæreren kom som lovet igen – og et par dage senere dukkede han op med en gave: bogen Konfirmand Dot.

Det var min første rigtige bog. Han afleverede den med strenge ordrer: Jeg måtte ikke læse i den, før de fjorten dage var gået.

Jeg var meget autoritetstro, så jeg lod den ligge. Men den lå dér, ved mit lille sengebord, hele tiden. Forsiden er så sød, og jeg kan stadig se det hele tydeligt for mit indre blik.

Det var dengang sneen virkelig lå tungt, og hverdagen gik i et langsommere tempo. Jeg tror, det var dér, min kærlighed til bøger for alvor begyndte – i stilheden, under tæppet, mens Konfirmand Dot ventede på mig.

Nogle bøger bliver ikke bare læst – de bliver en del af ens liv.

At finde ro i sindet – når accept bliver den største styrke

At finde ro i sindet er alfa og omega.
I hverdagen er der så meget, der kan opildne sindet – og det slider både på sjæl og legeme.

Jeg minder ofte mig selv om disse vise ord:

Gud, skænk mig ro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Alligevel hænder det jævnligt, at jeg tror, jeg kan ændre både det ene og det andet. Jeg kaster mig hovedkulds ud i kampen og bruger en masse kræfter på at forsøge at rette op på noget, jeg synes er uretfærdigt.

Men gang på gang må jeg erkende, at de løsninger, jeg kæmper for, ikke altid kan lade sig gøre. Folketingets mure – både de fysiske og de mentale – kan virke for tykke til at forstå, at små, enkle ændringer faktisk kan skabe store forbedringer i samfundet.

Jeg ved godt, at jeg kunne fortsætte – råbe budskabet ud fra mit eget lille "Speakers’ Corner" – men nogle gange vælger jeg i stedet at give slip. Jeg vender mig om, lunter stille væk med halen mellem benene og accepterer tingenes tilstand – ikke af svaghed, men for at genfinde roen i mit sind.

For netop dér, i stilheden og accepten, ligger styrken.

Når ordene sætter sig fast – om selvtillid, selvværd og små stik, der varer ved

Man hører tit de her ord:
“Du mangler selvtillid og selvværd.”

Ja, måske – men hvordan ændrer man egentlig på det?

Lige når man tror, man har fanget fidusen, dukker der en oplevelse op, som prikker hul på det hele igen. En lille hændelse, et ord, et blik – og pludselig er man tilbage i følelsen af ikke at være god nok.
Sådan en oplevelse har jeg selv. Den sidder der stadig, selvom det er over 30 år siden.

En bolle, et kompliment – og en knude i maven

Vi skulle have gæster. Normalt var det familiens faste “bager”, der stod for de lækre boller og kager. Men denne gang havde jeg selv kastet mig ud i bolledejen – og de blev faktisk rigtig gode!

Ved kaffebordet sagde én begejstret:
“Ih, hvor er de boller altså lækre!”

Ordene blev rettet mod familiens bager, som smilende tog imod rosen. Jeg indrømmer, at jeg måske lidt for hurtigt sagde:
“Det var faktisk mig, der har bagt dem.”

Og svaret kom – med en tone, der stadig runger i mig:
“Nåh, er det dig? Jamen, de er da gode.”

Det “da” ramte.
For jeg kunne tydeligt høre, at hvis vedkommende havde vidst, det var mig, fra starten, var rosen nok aldrig faldet.
Jeg følte mig lille, forkert – og såret.
Især fordi “bageren” heller ikke rettede misforståelsen.

Den oplevelse sidder fast.
Den minder mig stadig om følelsen af ikke at være god nok.

Det er ikke så let, som det lyder

Der bliver ofte sagt, at man bare skal tro på sig selv og arbejde med sit selvværd.
Men sandheden er, at det ikke altid er så let.

Jeg prøver. Jeg har reolen fuld af bøger om emnet – og ja, det hjælper.
Men det tager tid.
Som man siger: Det tager tid at vende en skude.
Og endnu længere tid at ændre fastgroede tankemønstre.

Oh, gør med glæde dit bedste .....

Oh, gør med glæde dit bedste – og gå så straks til det næste

Gør altid dit bedste. Ikke fordi du skal bevise noget – men fordi det føles godt at vide, at du gav alt, hvad du kunne.

Og når du har gjort det, så gå roligt videre.
Lad være med at stå stille og vende og dreje det, der allerede er sket.
Hvis du ved, at du gjorde dit bedste, så er det nok.

Ingen får noget ud af at hænge fast i en opgave, der ikke gik helt som planlagt.
Og faktisk – heller ikke af at blive stående for længe ved en succes.

Selvfølgelig må du glæde dig! Fejr det, du har gjort godt.
Men bær glæden med dig, mens du tager fat på det næste.

For livet bevæger sig. Det skal vi også.

Til dig, der læser med

Næste gang du mærker den lille stemme, der siger “det kunne jeg have gjort bedre” – så stop op og spørg dig selv:
Gjorde jeg mit bedste lige dér, med det jeg havde?

Hvis svaret er ja, så træk vejret dybt … og gå videre.
For der venter altid en ny mulighed for at give dit bedste igen.

Når sparsomhed bliver dyrt – en lille lektie fra hverdagen

“Jeg har altid været typen, der hellere vil spare end at frådse. Men den dag lærte jeg, at fornuft kan være dyrere, end man tror.”

For nogle år siden ville jeg spare en taxa hjem fra en indkøbstur, for pengene var små. Det virkede fornuftigt. Jeg havde jo ben, og turen var ikke så lang.
Så jeg tog apostlenes heste, tungt læsset med en gardinstang og en stor pose fyldt med alt muligt praktisk.

På vejen så jeg en hestemøgsklat. Jeg trådte pænt udenom – troede jeg. Et øjeblik senere gled jeg, og så lå jeg der – midt på fortovet med brækket gardinstang, hullede bukser og en blodig pegefinger.
Det blev til to operationer og en lang periode, hvor selv tandbørstning gjorde ondt.

I dag smiler jeg lidt, når jeg tænker på det.
For nogle gange prøver vi så hårdt på at være fornuftige, at vi glemmer at være venlige mod os selv.
At spare kan være klogt – men det kan også koste dyrt, når vi glemmer, at tid, tryghed og velvære også har værdi.

Så næste gang jeg står med for meget i hænderne, vinker jeg glad til taxachaufføren – og tænker på, at nogle lektier fortjener at blive kørt hjem i komfort.

Min kage-gris og den søde selverkendelse

Jeg fandt et gammelt vers i min poesibog i morges:

“Gid øllebrød og fløde må regne til dig ned…”

Det fik mig både til at grine — og til at gå forbi bageren senere på dagen.
I stedet opstod min kage-gris 🐷💰
Læs hvordan en smule selvironi (og 50 kr i småmønt) måske kan redde både formen og humøret. 

Gid øllebrød og fløde
må regne til dig ned,
og du må leve længe
og blive tyk og fed.

Sådan stod der i min gamle poesibog, som jeg fandt frem i morges. Jeg grinede højt – for hvem skriver dog sådan noget i dag? Men senere på dagen, da jeg stod foran bagerens vindue og kiggede på flødeskum, remonce og glasur, hørte jeg verset igen inde i hovedet. Og helt ærligt: det ramte lidt for godt.

Jeg gik forbi bageren (en sejr i sig selv!) og hjem i stedet. På panden smeltede jeg smør og sukker, vendte en halvtør skive franskbrød i – og nød duften af min barndom. Jeg bilder mig ind, at det var et sundere valg… men jeg ved godt, at kalorierne næppe tog skade af det bytte. Til gengæld sparede jeg 50 kroner.

De røg i min gamle sparegris, som nu officielt har fået nyt navn: min kage-gris.

Tanken er enkel: Hver gang jeg springer en kage over, ryger pengene i grisen. Så kan jeg se, hvor meget jeg har sparet mig selv tyndere for. Om det virker? Det må tiden (og vægten) vise. Men indtil videre klirrer det i det mindste lystigt derinde — og det er da en slags musik. 🎵🐷

At æde elefanter.....

Hvis en opgave virker uoverskuelig, er det meget klogt at dele den op i små dele, ellers ender det måske med, at man opgiver det hele.

Man kan jo heller ikke æde en elefant på en dag - men over tid går det ganske godt!

💙  Rolig lille elefant, det er bare en metafor  💙

Et lille vers og et sort hul i erindringen

Et gammelt vers dukker op fra min poesibog – men forfatteren er forsvundet i et af mine sorte huller i hukommelsen. 

En lille påmindelse om, hvor skrøbelig og smuk erindringen kan være.

Et lille vers fra min poesibog

Som en lille blomst der blinker
mod den klare, lyse sol,
og som skjult i græsset vinker,
vårens første bly viol.
Sådan skal mit ønske træde
frem her i, blandt ønskers kor.
Ønske lykke, held og glæde,
ønske fremgang her på jord.

Det er skrevet af en dreng – eller en mand – som jeg slet ikke kan huske.

Måske er han forsvundet i et af de “sorte huller”, som opstod i min hukommelse efter mit hjertestop. Der er så meget, jeg stadig husker – men der er også mange ting, der bare er væk.

Jeg plejer at beskrive det som en hvid perlekæde med sorte perler spredt helt tilfældigt.
De hvide perler er minderne, der stadig glitrer.
De sorte er de huller, hvor noget engang var – men ikke længere er.

To sjæle, én tanke – et minde om min lillesøster

.

I min gamle poesibog fandt jeg for nylig et vers, som min lillesøster engang skrev til mig:

Skal Land og Hav os skille ad
saa gem til Minde dette blad
skal dette Blad engang forgaa
saa lad vort venskab dog bestaa.

Det er både trist og glædeligt at læse.
Trist, fordi jeg mistede min lillesøster for over femten år siden.
Glædeligt, fordi minderne vælder frem – minder om alt det, vi delte gennem mere end halvtreds år: latteren, fortroligheden, og de små øjeblikke, som kun søstre forstår.

Vi kunne finde på at løfte telefonrøret på præcis samme tid for at ringe til hinanden – og undrede os over, at vi allerede havde hinanden i røret.
Det skete så tit, at vi til sidst bare grinede af det.

Det var virkelig det, man kalder: to sjæle, én tanke.

Når sindet stormer – om livets indre vejr

 Jeg tror ikke, nogen slipper for de storme, der jævnligt suser hen over menneskers hoveder.                     

Jeg taler ikke om vindstød og regn, men om de indre storme – de følelsesmæssige uvejr, der opstår, når livet blæser til os med uretfærdighed, sorg eller vrede.

Uanset hvor meget vi prøver at tale fornuft til os selv, tager det tid at fordøje en oplevelse, der føles urimelig. Tankerne hvirvler rundt, og vi forsøger at finde balancen midt i det hele.

Men hvis vi står for stejlt i stormen – nægter at se tingene fra flere vinkler (det, jeg kalder at vende pandekager) – risikerer vi at knække os selv.

Som i naturen, hvor kun de træer, der bøjer sig for vinden, overlever, gælder det samme for os mennesker. Fleksibilitet er ikke et tegn på svaghed, men på livskraft. Når vi bøjer os lidt, kan vi stå stærkt igen – når stormen har lagt sig.

                                  

Når livet føles som lektier – om at bevare modet gennem livets prøver

Dette lille digt, skrevet af Svend Rehling, har hjulpet mig mange gange:

Tab ikke modet du kære,
For så er det dyreste tabt,
Gud har en lektie at lære,
Hvert menneskebarn han har skabt.

Der er noget dybt trøstende i ordene. De minder mig om, at livet ikke altid skal forstås som en lige vej, men som en skole – et sted, hvor vi lærer, vokser og formes gennem både glæder og sorger.

Når jeg møder modstand eller står i en situation, jeg ikke kan se meningen med, prøver jeg at tænke: “Hvad er det, jeg skal lære her?” Det ændrer ikke altid omstændighederne, men det ændrer min tilgang. Pludselig bliver problemerne ikke kun byrder, men også lærere.

Jeg kan huske, hvordan jeg i skoletiden nogle gange kæmpede med bestemte fag. Der var lektier, der føltes næsten umulige. Men når jeg først havde forstået stoffet, blev det til en stille glæde – en følelse af, at jeg faktisk kunne noget, jeg før ikke troede muligt.

Sådan er det måske også med livets lektier. Vi forstår dem ikke altid, mens vi står midt i dem, men når vi ser tilbage, opdager vi, hvordan de formede os, styrkede os og lærte os noget vigtigt om os selv – og om Gud.

Derfor forsøger jeg at huske Rehlings ord:
Tab ikke modet.
For det dyreste tab er ikke fejlen, smerten eller modgangen – det er håbet, vi mister, hvis vi giver op.

Stille glæder – når minderne bryder mørke tanker

Der skal ofte ikke så meget til for at bryde triste tanker.
Nogle gange er det nok at finde noget frem, man kan glæde sig over – noget, der minder én om, at livet også rummer lys.

En dag, hvor tankerne var tunge, fandt jeg min gamle poesibog frem.
Det var som at åbne en lille skattekiste. Jeg læste de gamle vers og hilste i tankerne på skolekammerater, venner, familie og lærere, der engang skrev en hilsen i bogen. Minderne vældede frem – blide og varme.

Et tilfældigt opslag landede på et vers skrevet af min gamle håndarbejdslærerinde, som for længst er gået bort.
Verset lød:

Vil du være glad i sind,
glæd da altid først de andre.
Da er vejen let at vandre –
se, da spirer stille glæder,
hvor du træder.

Jeg smilede. For der var ingen tvivl om, at netop hun var en af dem, der lærte mig glæden ved at skabe noget med hænderne.
Hun fik mig godt i gang med strikkepinde og sytøj – og jeg husker stadig, hvordan det føltes at få ros i håndarbejde.

Små minder. Stille glæder.
De gør underværker – især på grå dage.

Nu, hvor jeg er gammel og grå, sidder jeg tit med et strikketøj i hånden 😊