Et Midnatsmøde, der Varmede Hjertet

For omkring 10 år siden oplevede min slægtning fra Polen – lad os kalde ham Mr. X – noget, der stadig gør mig stolt af vores slægt. Jeg tænker tit på den historie, fordi den viser, hvordan små handlinger kan gøre en stor forskel.

Mr. X arbejder som IT-programmør for et dansk firma i Polen. Han arbejder normalt hjemmefra, men møder op i Danmark en gang om måneden. Efter en tur til København fløj han tilbage til Gdansk ved midnat. På det tidspunkt var der et stort center i byen, der holdt åbent døgnet rundt, og Mr. X benyttede ofte muligheden for at handle ind.

En kold, sneklædt aften på parkeringspladsen uden for centret stod en pæn hjemløs mand og tiggede om penge til en cigaret. De begyndte at tale sammen, og det viste sig, at manden, som var både veltalende og høflig, ikke havde fået ordentlig mad i flere dage.

Mr. X tog en beslutning: Han inviterede manden med ind i butikken, på trods af personalets og vagternes skepsis. Han forklarede roligt, at alt ville gå fredeligt til, og at han ville betale. Sammen gik de gennem butikken, hvor manden kunne vælge brød, pølse, ost og drikkevarer til et døgns forbrug. Som prikken over i’et fik han også en pakke cigaretter.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan kassedamerne og vagterne efterfølgende må have talt om, hvilken usædvanlig, men godhjertet gæst Mr. X var.

Gestus som denne gør indtryk. Mr. X glemte ikke manden, men kørte flere gange forbi centret på samme tidspunkt uden held. Han spekulerede på, om manden måske havde mistet sin forretning eller ellers havde svært ved at få hjælp fra det offentlige på det tidspunkt.

Man kan kun håbe, at den hjælp, han fik den nat, gav ham lidt overskud til at komme videre. Nogle gange kræver livet ikke mere end et lille skub – et øjebliks næstekærlighed – for at ændre retningen.

Julefrokost – og alt det der følger med før og efter

Julefrokost – og hvad der følger med – både før og efter!

Der er gået dage forud for gårsdagens julefrokost med pyntning til jul, selvom vi kun skriver den 28. november.

I min barndom og ungdom blev julepynt og juleudstillinger ikke lanceret lige efter efterårsferien – nej, nej. Den 1. december eller 1. søndag i advent var det faste skæringspunkt. Dengang blev julen heller ikke pillet ned 2. juledag. Tværtimod! Man julede videre med pynt og mad helt frem til og lige efter Helligtrekongersdag.

I min familie blev det en tradition, at man lavede en slags julemiddag til Mortensaften – og selvfølgelig Juleaften – men også Helligtrekongers aften, hvor hele pivtøjet kom på bordet igen. De sidste stumper af alle stearinlysene blev brændt færdige. Selve Helligtrekongers dag var en helligdag for os, og først derefter blev julepynten taget ned.

---

Tilbage til gårsdagens julefrokost

Aftenen gav mig mange tanker om både ødselhed og traditioner.

Da jeg jo efterhånden er en gammel “nisse” med diverse skavanker, bestilte jeg maden udefra. Vi var fem personer, men skulle bestille til mindst seks – hvilket jeg synes er helt i orden. Min tanke var bare, at så var der da nok mad.

Overrasket blev jeg, da det væltede ind med retter. Jeg tror nemt, jeg kunne have beværtet tre personer mere (og det gør jeg så i dag 😉).

Det stod hurtigt klart, at vi slet ikke kunne spise alt det dejlige mad. Men traditionen siger jo, at alt skal varmes og serveres – for én vil gerne have skinken med grønlangkål, en anden den dejlige leverpostej med champignon og bacon, en tredje flæskesteg med rødkål, og det oven i de sild, æg med rejer, fiskefileter, laks med asparges og høns i tarteletter, der allerede var spist. Og i krogen ventede risalamande og en osteanretning.

Jeg må indrømme, at jeg syntes, det gik over gevind. Tidligere har jeg oplevet det modsatte – at der var alt for lidt mad i de anretninger, jeg havde bestilt. Men denne gang var det helt klart i den anden ende af skalaen.

---

Tanken der nager

Det, der kværner mest i mine tanker i dag, er glæden over, at der kommer et par stykker og spiser rester her til frokost. For jeg har også prøvet en julefrokost, hvor alle de gode rester røg direkte i skraldespanden. Det gjorde næsten fysisk ondt at se. Var det mon en måde at demonstrere sin rigdom på?

Her må jeg endnu engang vende blikket mod Polen, hvor jeg jo har familie. Jeg holdt jul der for et par år siden. Selvfølgelig fik vi også lavet for meget mad og spiste, til maverne var ved at revne. Men da vi var færdige, blev jeg spurgt, om jeg ville med på en lille køretur – hvilket jeg meget gerne ville for at se Gdansk i sin farverige juleudsmykning.

Det viste sig, at turen havde et smukt formål: Vi kørte alle de dejlige madrester hen til en slags “butik”, hvor man sætter sit overskud af mad ind i køleskabe. Her kan hjemløse og andre trængende frit forsyne sig. Jeg følte virkelig julens glæde strømme gennem mig.

Hvor kunne vi lære noget herhjemme! Jeg kender ikke til sådanne “butikker” i nærheden af mig – men måske findes de andre steder i Danmark.

Morgenandagten - Når ord bliver for få – og for mange

Jeg har for vane at sidde med morgenkaffen, mens Morgenandagten på DR2 kører hen over skærmen.
Efter jeg har fået skelnetab og nedsat hørelse, har jeg fået behov for at slå underteksterne til.

Det har faktisk gjort en stor forskel for mig at læse teksterne til vores dejlige salmer. Jeg må indrømme, at jeg i mange år har sunget med uden rigtigt at få ordene helt ind, som man siger. Der gemmer sig så mange kloge og smukke formuleringer i både salmerne, “dagens ord” og bønnerne.

Forleden dag lød nogle af ordene: “At sige for meget – at sige for lidt.”
De ramte mig, for jeg genkender begge dele, men især to oplevelser står tydeligt for mig.

Når der bliver sagt for lidt
Den første oplevelse handlede om et stort tab i vores familie – et tab på en meget ulykkelig måde. Omgivelserne kunne åbenbart ikke klare at møde os i tiden efter. De vidste sikkert ikke, hvad de skulle sige, og forsøgte i stedet at undgå os. Nogle skiftede endda fortov.
Det var svært og trist at opleve, for vi havde sådan brug for et kram. Ord var der egentlig ikke behov for.
Det lærte mig, at det vigtigste ofte er blot at vise, at man har set et menneske i sorg: give et kram, lægge en hånd på armen eller måske bare sige: “Det gør mig ondt.”
Her blev der i den grad sagt for lidt.

Når der bliver sagt for meget
Den anden oplevelse handler om det modsatte. En nær ven havde dummet sig – og ja, det var rigtigt nok. Men en anden fælles ven blev så forarget, at der ingen ende var på de hårde ord, der burde overgå den “slemme mand”. Ordene var voldsomme og blev sagt højt blandt de allernærmeste.
I den situation blev der sagt alt for meget.

For lidt og for meget kan være lige slemt.

Nogle gange er det ikke ordene, men nærværet, der gør forskellen.

Grise på motorvejen – tanker fra øverste dæk

På min weekendtur tværs over landet, siddende på øverste dæk af bussen, fik jeg pludselig udsigt til en grisetransport.

Vi kørte side om side et stykke tid på motorvejen over Fyn, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan grisene mon havde det.

I den ene vogn – en bus fyldt med forventningsfulde mennesker på vej mod nye oplevelser.
I den anden – en lastbil fyldt med grise på vej mod deres sidste destination: slagteriet.

Kontrasten var slående.

Jeg begyndte at tænke: Kan grisene egentlig tænke? Ved de, hvad der skal ske?
Snakker de mon sammen derinde, på deres sidste rejse? Eller tror de, at de er på vej til grisebal?

Hvis de virkelig kan tænke – så har vi mennesker vist en del på samvittigheden.

Vi skal selvfølgelig have mad på bordet, og flæskestegen skal jo komme et sted fra.
Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at stegen måske ville smage en smule bedre, hvis jeg vidste, at grisen virkelig havde haft et godt liv.
At den havde været glad, haft jord under trynen – og måske endda været til et ægte grisebal, før den sagde farvel.

Et sted med musik, pynt og dejlig grisemad.
Hvor alle havde krøller på halen, og ingen behøvede at se døden i øjnene.

Tanken er måske naiv – men den kom til mig dér, på motorvejen, hvor liv og død kørte side om side.

Når livet falder på plads – på bænken og i tankerne

En gang troede jeg, at de gamle kvinder og mænd, der sad på en bænk i timevis, gjorde det, fordi de var gået i stå i livet – eller måske bare ikke kunne andet.

Nu er jeg selv blevet gammel, og til trods for et liv fyldt med kreative projekter mærker jeg et behov for at sidde stille og fundere. Over livet. Over valgene. Over alt det, der blev – og alt det, der ikke gjorde.

Hvorfor blev det, som det blev?

Hvis jeg ikke havde nået toget den dag.
Hvis jeg havde taget trappen i stedet for elevatoren.
Hvis jeg ikke var gået til det bal, der ændrede mit liv.
Så mange små "hvis bare" – som tilsammen udgør et helt liv.

Min barndomsveninde og jeg talte ofte om, hvad vi gerne ville, når vi blev store.
Mit ønske var at rejse til Norge et års tid, hvilket hun syntes var det mærkeligste ønske.
Men som livet ville det, blev det ikke mig – det blev hende. Hun rejste derop et par år senere og blev. Det er egentlig ret sjovt at tænke på.

Det liv, jeg valgte, blev til mange flytninger – inden for Danmarks grænser.
Det liv, jeg kunne have valgt, var måske blevet til mange flytninger verden over.

Når jeg nu ser tilbage, tænker jeg, at jeg skal være glad for det liv, jeg fik.
For midt i alt det, der kunne have været, er der så meget, jeg nødig ville være foruden.

Så måske ender vi alle på en bænk før eller siden – ikke fordi vi ikke kan andet, men fordi vi endelig har tid til at tænke over, hvor langt vi egentlig kom.

Sommer i Tyrol - og en smuk nærværende sangtekst

 Mon ikke de fleste kender filmen "Sommer i Tyrol"? 

Jeg tror det, men mon alle kender teksten på disse vers, som Kejser Franz Joseph (Peter Malberg) skriver til Josepha (Susse Wold)

Livet er nu en gang så
Alle vi det lære må
Det vi ønsker mest sjældent sker

Fik vi alt fra første færd
Uden kampe og besvær?
Ønsked` vi os blot endnu mere?

Men på livets lange vej
Skuffelserne melder sig
Lærer os beskedenhed
Smil og vær glad derved

Livet er nu en gang så
Alle vi det lære må
Det man højst ønsker sig
Når man ej

Mogens Dam har skrevet teksten.

Jeg synes det er så smukt og genkendende. 

I filmen  reflekterer Kejser Franz Joseph over uundgåeligheden af ​​livets udfordringer og vigtigheden af ​​ydmyghed og glæde i mødet med skuffelser.

Jeg er solgt til stanglakrids, når Susse Wold efterfølgende synger versene.

Når spejlbilledet får en historie – om at finde sig selv i slægtens træk

Der er dage, hvor jeg stopper op og undrer mig over, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.
Eller hvorfor jeg på et foto kan synes, jeg ser lidt sur ud – selv når jeg egentlig er glad indeni.

Sådan har jeg haft det mange gange. Jeg har kigget mig i spejlet og tænkt: “Hvorfor ser jeg så alvorlig ud?” – og ærligt talt, jeg har været lidt ked af det.

Men for nogle år siden begyndte jeg at dykke ned i min slægts historie. Jeg samlede gamle billeder, noterede navne og historier om bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre.
Og pludselig, midt i en bunke gamle sort-hvide fotos, fik jeg mig noget af en aha-oplevelse.

Der – på et falmet billede af min oldefar – så jeg det. Det samme karakteristiske ansigtstræk. Den samme alvorlige mund. Det samme blik, jeg altid har undret mig over i mit eget spejl.

Og ved du hvad? Det gjorde mig faktisk glad.
For min oldefar var en velanset mand. Han modtog fortjenstmedaljer, var respekteret og vellidt – og nu kunne jeg pludselig se, at jeg bærer noget af ham videre. Ikke bare i generne, men i udtrykket.

Det har ændret måden, jeg ser mig selv på.
Nu smiler jeg lidt, når jeg møder mit eget “alvorlige” blik. For det er ikke bare mit – det er et stykke familiehistorie.

At udforske sin slægt kan give svar på meget mere, end man tror.
For mig gav det ro – og en helt ny accept af, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra.

Kun en dag et øjeblik ad gangen .....

Der er dage, hvor man gør bedst i kun at tage et øjeblik ad gangen.
At se længere ud i fremtiden er alt for overvældende og kan ofte se faretruende ud.
På disse dage lytter jeg med stor glæde til Lina Sandells
"Kun en dag et øjeblik ad gangen"

Den er smuk i både tekst og melodi.

Især sidste vers betyder noget for mig, den lyder således:

Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille, ydmyg ånd!

Pebernødder og hvidløgskur

Blev forskrækket over at se pebernødder, brune kager og chokolade-julekalender o.s.v. i min butik, hvor jeg køber dagligdagens varer.
Vi har kun den 25. oktober - hvad tænker de på?

Men efteråret er over os og det må være tid at få hvidløgskuren, hvis man er til den slags.
Så ned i min indkøbskurv med hvidløg og citroner, og den første lille eliksir er klar om en times tid.

Sne, nerver og et kørekort – en uforglemmelig dag i oktober 1965

 Den 22. oktober 1965 – præcis 60 år siden i dag – faldt vinterens første sne i Aalborg. Jeg husker det tydeligt, for jeg skulle til køreprøve netop den dag.

Jeg stod ved vinduet og så sneen dale ned, mens nervøsiteten voksede. På vej ind til byen for at få taget billede til kørekortet, sneglede trafikken sig frem, og jeg måtte tage en taxa hjem for at nå min kørelærer.

På turen fortalte jeg chaufføren, hvor bange jeg var for at køre i glat føre. Han slukkede taxameteret, drejede ind på en sidevej og viste mig, hvordan man håndterer bilen, hvis den skrider. Den korte lektion skulle vise sig at blive uvurderlig.

Min kørelærer ville ikke med ud på turen – måske frygtede han buler i bilen. Det gik fint i starten, men på en stejl bakke kom bilen i slinger. Den motorsagkyndige skældte ud, og jeg var tæt på panik. I det øjeblik hørte jeg taxachaufførens stemme i hovedet: “Gør sådan og sådan…”
Jeg fulgte rådene og fik bilen i ro – uden buler, trods sne, parkerede biler og modkørende.

Inde på politistationen sagde den forbløffede sagkyndige:
“Du får dit kørekort, fordi du selv fik bilen i ro.”
Døren blev smækket i, og min lettede kørelærer ønskede tillykke – men tog selv rattet hjem.

Senere opsøgte jeg taxachaufføren for at sige tak. Uden ham kunne dagen have fået en helt anden slutning.

Rollator – et synligt, men uundværligt hjælpemiddel i hverdagen

Jeg har personligt haft lidt svært ved at komme i gang med at bruge rollator – det føltes som et stort skridt. Heldigvis er den tid forbi. Nu hjælper rollatoren mig med at holde balancen, og den bærer mine varer hjem, så benene bliver aflastet.

I dag mødte jeg ikke mindre end fire andre med rollator. Pludselig slog det mig, hvor fint det egentlig er, at vi ældre selv kan komme ud og handle, i stedet for at skulle bede en måske stresset søn eller datter om hjælp. De har jo i forvejen nok at se til med deres eget.

Vi “rollatorfolk” får næsten vores egen lille samhørighed – lidt som hundelufterne. Vi smiler, nikker og bekræfter hinanden i, hvor dejligt det er med sådan en trofast hjælper.

Dagen bød også på en varm samtale med en mand på el-scooter, mens vi ventede på grønt lys. Han sagde med et smil, at rollatoren var god, men hans scooter var nu bedre – “Men du har jo også to ben, så den er jo fin endnu.”
Først dér opdagede jeg, at manden kun havde ét ben. Alligevel klarede han sine indkøb helt selv – med et stort smil i øjet.

Jeg gik derfra med en følelse af taknemmelighed. Taknemmelig for friheden, for hjælpen fra min rollator – og ikke mindst for, at jeg stadig har mine to ben.

Dagens englekort: "Brug din intuition", men stol ikke blindt på den

Brug din intuition – ja tak!

Det sker ofte, at jeg bruger den – eller i hvert fald tror, jeg gør – uden at den egentlig giver mig noget overraskende.

Intuition er noget mærkeligt noget. Hvad får os egentlig til at dreje til højre eller venstre, når vi bare går en tur?
Og hvad mon der var sket, hvis vi havde valgt den anden vej?

Måske skal man ikke tænke alt for meget over det.

For mange år siden fik jeg en meget stærk indskydelse – en mavefornemmelse, der nærmest råbte til mig, at jeg skulle starte min egen lille virksomhed. Jeg tog imod udfordringen med åbent sind og kastede mig ud i det med krum hals.

Jeg fik hjælp fra professionelle mennesker, og det lykkedes mig faktisk at komme godt i gang.
Men forskellige omstændigheder gjorde, at jeg efter et års tid måtte overdrage mine ting til et andet firma.

Det var med blødende hjerte, at jeg måtte erkende, at min intuition måske havde spillet mig et puds – for jeg elskede hvert eneste minut af mine ofte 11 timer lange arbejdsdage.

                                  

Hvad jeg lærte af det

Siden da har jeg tænkt meget over, hvad intuition egentlig er. Måske handler det ikke om, at den altid skal føre os “rigtigt”, men snarere om, at den peger os i retning af noget, vi har brug for at erfare.

Selvom min første forretning ikke blev, som jeg drømte om, lærte jeg mere på det år, end jeg kunne have gjort på mange kurser tilsammen. Jeg lærte at lytte til mig selv – men også at stille spørgsmål, når mavefornemmelsen banker på.

I dag bruger jeg stadig min intuition. Forskellen er, at jeg lytter til den med lidt mere tålmodighed – og en smule sund skepsis. Den er ikke altid svaret, men den er ofte begyndelsen på noget vigtigt.

Den dag jeg fik “Konfirmand Dot” – et vinterminde fra min skoletid

 Der er bøger, der bliver hos én hele livet. Ikke kun for deres historier – men fordi de bærer minder med sig. Konfirmand Dot er sådan en bog for mig. Den kom til mig på en helt særlig måde, en snefyldt vinterdag for mange år siden.

"Det var Nytårsaften. Ude føg sneen i rusk, så det piskede imod ruderne".

Sådan lyder første linje i bogen Konfirmand Dot, som jeg fik for snart 70 år siden.

Den dag, jeg vil fortælle om, var dog ikke Nytårsaften, men en ganske almindelig hverdag – men vejret passede med bogens begyndelse. Der var hvidt overalt. Sneen lå ti centimeter tyk på de dengang smalle hovedveje.

Jeg var på vej til skole på cykel, da en velkendt lastbil med anhænger kom imod mig. Den var læsset med Leca, og erfaringen sagde mig, at om lidt ville jeg blive indhyllet i sne, som blev hvirvlet op af hjulene. Jeg hoppede af cyklen, gik lidt til siden og vendte ansigtet bort.

Ganske rigtigt – et øjeblik senere fik jeg en snestorm lige i hovedet.

Men så blev alt underligt stille. Jeg lå i sneen, tæt på et hjul, og kunne lugte metal. Så blev jeg løftet op af en mand og båret ind i hans bil. Det viste sig at være en kørelærer – ironisk nok – som i den tætte snestorm ikke havde set mig.

Han kørte mig hjem og befalede min mor at tilkalde doktoren. Han lovede selv at komme forbi igen, når hans arbejdstid var slut.

Lægen konstaterede hjernerystelse, og jeg fik ordre til fjorten dage på sofaen. Kørelæreren kom som lovet igen – og et par dage senere dukkede han op med en gave: bogen Konfirmand Dot.

Det var min første rigtige bog. Han afleverede den med strenge ordrer: Jeg måtte ikke læse i den, før de fjorten dage var gået.

Jeg var meget autoritetstro, så jeg lod den ligge. Men den lå dér, ved mit lille sengebord, hele tiden. Forsiden er så sød, og jeg kan stadig se det hele tydeligt for mit indre blik.

Det var dengang sneen virkelig lå tungt, og hverdagen gik i et langsommere tempo. Jeg tror, det var dér, min kærlighed til bøger for alvor begyndte – i stilheden, under tæppet, mens Konfirmand Dot ventede på mig.

Nogle bøger bliver ikke bare læst – de bliver en del af ens liv.

At finde ro i sindet – når accept bliver den største styrke

At finde ro i sindet er alfa og omega.
I hverdagen er der så meget, der kan opildne sindet – og det slider både på sjæl og legeme.

Jeg minder ofte mig selv om disse vise ord:

Gud, skænk mig ro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Alligevel hænder det jævnligt, at jeg tror, jeg kan ændre både det ene og det andet. Jeg kaster mig hovedkulds ud i kampen og bruger en masse kræfter på at forsøge at rette op på noget, jeg synes er uretfærdigt.

Men gang på gang må jeg erkende, at de løsninger, jeg kæmper for, ikke altid kan lade sig gøre. Folketingets mure – både de fysiske og de mentale – kan virke for tykke til at forstå, at små, enkle ændringer faktisk kan skabe store forbedringer i samfundet.

Jeg ved godt, at jeg kunne fortsætte – råbe budskabet ud fra mit eget lille "Speakers’ Corner" – men nogle gange vælger jeg i stedet at give slip. Jeg vender mig om, lunter stille væk med halen mellem benene og accepterer tingenes tilstand – ikke af svaghed, men for at genfinde roen i mit sind.

For netop dér, i stilheden og accepten, ligger styrken.

Når ordene sætter sig fast – om selvtillid, selvværd og små stik, der varer ved

Man hører tit de her ord:
“Du mangler selvtillid og selvværd.”

Ja, måske – men hvordan ændrer man egentlig på det?

Lige når man tror, man har fanget fidusen, dukker der en oplevelse op, som prikker hul på det hele igen. En lille hændelse, et ord, et blik – og pludselig er man tilbage i følelsen af ikke at være god nok.
Sådan en oplevelse har jeg selv. Den sidder der stadig, selvom det er over 30 år siden.

En bolle, et kompliment – og en knude i maven

Vi skulle have gæster. Normalt var det familiens faste “bager”, der stod for de lækre boller og kager. Men denne gang havde jeg selv kastet mig ud i bolledejen – og de blev faktisk rigtig gode!

Ved kaffebordet sagde én begejstret:
“Ih, hvor er de boller altså lækre!”

Ordene blev rettet mod familiens bager, som smilende tog imod rosen. Jeg indrømmer, at jeg måske lidt for hurtigt sagde:
“Det var faktisk mig, der har bagt dem.”

Og svaret kom – med en tone, der stadig runger i mig:
“Nåh, er det dig? Jamen, de er da gode.”

Det “da” ramte.
For jeg kunne tydeligt høre, at hvis vedkommende havde vidst, det var mig, fra starten, var rosen nok aldrig faldet.
Jeg følte mig lille, forkert – og såret.
Især fordi “bageren” heller ikke rettede misforståelsen.

Den oplevelse sidder fast.
Den minder mig stadig om følelsen af ikke at være god nok.

Det er ikke så let, som det lyder

Der bliver ofte sagt, at man bare skal tro på sig selv og arbejde med sit selvværd.
Men sandheden er, at det ikke altid er så let.

Jeg prøver. Jeg har reolen fuld af bøger om emnet – og ja, det hjælper.
Men det tager tid.
Som man siger: Det tager tid at vende en skude.
Og endnu længere tid at ændre fastgroede tankemønstre.

Oh, gør med glæde dit bedste .....

Oh, gør med glæde dit bedste – og gå så straks til det næste

Gør altid dit bedste. Ikke fordi du skal bevise noget – men fordi det føles godt at vide, at du gav alt, hvad du kunne.

Og når du har gjort det, så gå roligt videre.
Lad være med at stå stille og vende og dreje det, der allerede er sket.
Hvis du ved, at du gjorde dit bedste, så er det nok.

Ingen får noget ud af at hænge fast i en opgave, der ikke gik helt som planlagt.
Og faktisk – heller ikke af at blive stående for længe ved en succes.

Selvfølgelig må du glæde dig! Fejr det, du har gjort godt.
Men bær glæden med dig, mens du tager fat på det næste.

For livet bevæger sig. Det skal vi også.

Til dig, der læser med

Næste gang du mærker den lille stemme, der siger “det kunne jeg have gjort bedre” – så stop op og spørg dig selv:
Gjorde jeg mit bedste lige dér, med det jeg havde?

Hvis svaret er ja, så træk vejret dybt … og gå videre.
For der venter altid en ny mulighed for at give dit bedste igen.

Når sparsomhed bliver dyrt – en lille lektie fra hverdagen

“Jeg har altid været typen, der hellere vil spare end at frådse. Men den dag lærte jeg, at fornuft kan være dyrere, end man tror.”

For nogle år siden ville jeg spare en taxa hjem fra en indkøbstur, for pengene var små. Det virkede fornuftigt. Jeg havde jo ben, og turen var ikke så lang.
Så jeg tog apostlenes heste, tungt læsset med en gardinstang og en stor pose fyldt med alt muligt praktisk.

På vejen så jeg en hestemøgsklat. Jeg trådte pænt udenom – troede jeg. Et øjeblik senere gled jeg, og så lå jeg der – midt på fortovet med brækket gardinstang, hullede bukser og en blodig pegefinger.
Det blev til to operationer og en lang periode, hvor selv tandbørstning gjorde ondt.

I dag smiler jeg lidt, når jeg tænker på det.
For nogle gange prøver vi så hårdt på at være fornuftige, at vi glemmer at være venlige mod os selv.
At spare kan være klogt – men det kan også koste dyrt, når vi glemmer, at tid, tryghed og velvære også har værdi.

Så næste gang jeg står med for meget i hænderne, vinker jeg glad til taxachaufføren – og tænker på, at nogle lektier fortjener at blive kørt hjem i komfort.

Min kage-gris og den søde selverkendelse

Jeg fandt et gammelt vers i min poesibog i morges:

“Gid øllebrød og fløde må regne til dig ned…”

Det fik mig både til at grine — og til at gå forbi bageren senere på dagen.
I stedet opstod min kage-gris 🐷💰
Læs hvordan en smule selvironi (og 50 kr i småmønt) måske kan redde både formen og humøret. 

Gid øllebrød og fløde
må regne til dig ned,
og du må leve længe
og blive tyk og fed.

Sådan stod der i min gamle poesibog, som jeg fandt frem i morges. Jeg grinede højt – for hvem skriver dog sådan noget i dag? Men senere på dagen, da jeg stod foran bagerens vindue og kiggede på flødeskum, remonce og glasur, hørte jeg verset igen inde i hovedet. Og helt ærligt: det ramte lidt for godt.

Jeg gik forbi bageren (en sejr i sig selv!) og hjem i stedet. På panden smeltede jeg smør og sukker, vendte en halvtør skive franskbrød i – og nød duften af min barndom. Jeg bilder mig ind, at det var et sundere valg… men jeg ved godt, at kalorierne næppe tog skade af det bytte. Til gengæld sparede jeg 50 kroner.

De røg i min gamle sparegris, som nu officielt har fået nyt navn: min kage-gris.

Tanken er enkel: Hver gang jeg springer en kage over, ryger pengene i grisen. Så kan jeg se, hvor meget jeg har sparet mig selv tyndere for. Om det virker? Det må tiden (og vægten) vise. Men indtil videre klirrer det i det mindste lystigt derinde — og det er da en slags musik. 🎵🐷

At æde elefanter.....

Hvis en opgave virker uoverskuelig, er det meget klogt at dele den op i små dele, ellers ender det måske med, at man opgiver det hele.

Man kan jo heller ikke æde en elefant på en dag - men over tid går det ganske godt!

💙  Rolig lille elefant, det er bare en metafor  💙

Et lille vers og et sort hul i erindringen

Et gammelt vers dukker op fra min poesibog – men forfatteren er forsvundet i et af mine sorte huller i hukommelsen. 

En lille påmindelse om, hvor skrøbelig og smuk erindringen kan være.

Et lille vers fra min poesibog

Som en lille blomst der blinker
mod den klare, lyse sol,
og som skjult i græsset vinker,
vårens første bly viol.
Sådan skal mit ønske træde
frem her i, blandt ønskers kor.
Ønske lykke, held og glæde,
ønske fremgang her på jord.

Det er skrevet af en dreng – eller en mand – som jeg slet ikke kan huske.

Måske er han forsvundet i et af de “sorte huller”, som opstod i min hukommelse efter mit hjertestop. Der er så meget, jeg stadig husker – men der er også mange ting, der bare er væk.

Jeg plejer at beskrive det som en hvid perlekæde med sorte perler spredt helt tilfældigt.
De hvide perler er minderne, der stadig glitrer.
De sorte er de huller, hvor noget engang var – men ikke længere er.

To sjæle, én tanke – et minde om min lillesøster

.

I min gamle poesibog fandt jeg for nylig et vers, som min lillesøster engang skrev til mig:

Skal Land og Hav os skille ad
saa gem til Minde dette blad
skal dette Blad engang forgaa
saa lad vort venskab dog bestaa.

Det er både trist og glædeligt at læse.
Trist, fordi jeg mistede min lillesøster for over femten år siden.
Glædeligt, fordi minderne vælder frem – minder om alt det, vi delte gennem mere end halvtreds år: latteren, fortroligheden, og de små øjeblikke, som kun søstre forstår.

Vi kunne finde på at løfte telefonrøret på præcis samme tid for at ringe til hinanden – og undrede os over, at vi allerede havde hinanden i røret.
Det skete så tit, at vi til sidst bare grinede af det.

Det var virkelig det, man kalder: to sjæle, én tanke.

Når sindet stormer – om livets indre vejr

 Jeg tror ikke, nogen slipper for de storme, der jævnligt suser hen over menneskers hoveder.                     

Jeg taler ikke om vindstød og regn, men om de indre storme – de følelsesmæssige uvejr, der opstår, når livet blæser til os med uretfærdighed, sorg eller vrede.

Uanset hvor meget vi prøver at tale fornuft til os selv, tager det tid at fordøje en oplevelse, der føles urimelig. Tankerne hvirvler rundt, og vi forsøger at finde balancen midt i det hele.

Men hvis vi står for stejlt i stormen – nægter at se tingene fra flere vinkler (det, jeg kalder at vende pandekager) – risikerer vi at knække os selv.

Som i naturen, hvor kun de træer, der bøjer sig for vinden, overlever, gælder det samme for os mennesker. Fleksibilitet er ikke et tegn på svaghed, men på livskraft. Når vi bøjer os lidt, kan vi stå stærkt igen – når stormen har lagt sig.

                                  

Når livet føles som lektier – om at bevare modet gennem livets prøver

Dette lille digt, skrevet af Svend Rehling, har hjulpet mig mange gange:

Tab ikke modet du kære,
For så er det dyreste tabt,
Gud har en lektie at lære,
Hvert menneskebarn han har skabt.

Der er noget dybt trøstende i ordene. De minder mig om, at livet ikke altid skal forstås som en lige vej, men som en skole – et sted, hvor vi lærer, vokser og formes gennem både glæder og sorger.

Når jeg møder modstand eller står i en situation, jeg ikke kan se meningen med, prøver jeg at tænke: “Hvad er det, jeg skal lære her?” Det ændrer ikke altid omstændighederne, men det ændrer min tilgang. Pludselig bliver problemerne ikke kun byrder, men også lærere.

Jeg kan huske, hvordan jeg i skoletiden nogle gange kæmpede med bestemte fag. Der var lektier, der føltes næsten umulige. Men når jeg først havde forstået stoffet, blev det til en stille glæde – en følelse af, at jeg faktisk kunne noget, jeg før ikke troede muligt.

Sådan er det måske også med livets lektier. Vi forstår dem ikke altid, mens vi står midt i dem, men når vi ser tilbage, opdager vi, hvordan de formede os, styrkede os og lærte os noget vigtigt om os selv – og om Gud.

Derfor forsøger jeg at huske Rehlings ord:
Tab ikke modet.
For det dyreste tab er ikke fejlen, smerten eller modgangen – det er håbet, vi mister, hvis vi giver op.

Stille glæder – når minderne bryder mørke tanker

Der skal ofte ikke så meget til for at bryde triste tanker.
Nogle gange er det nok at finde noget frem, man kan glæde sig over – noget, der minder én om, at livet også rummer lys.

En dag, hvor tankerne var tunge, fandt jeg min gamle poesibog frem.
Det var som at åbne en lille skattekiste. Jeg læste de gamle vers og hilste i tankerne på skolekammerater, venner, familie og lærere, der engang skrev en hilsen i bogen. Minderne vældede frem – blide og varme.

Et tilfældigt opslag landede på et vers skrevet af min gamle håndarbejdslærerinde, som for længst er gået bort.
Verset lød:

Vil du være glad i sind,
glæd da altid først de andre.
Da er vejen let at vandre –
se, da spirer stille glæder,
hvor du træder.

Jeg smilede. For der var ingen tvivl om, at netop hun var en af dem, der lærte mig glæden ved at skabe noget med hænderne.
Hun fik mig godt i gang med strikkepinde og sytøj – og jeg husker stadig, hvordan det føltes at få ros i håndarbejde.

Små minder. Stille glæder.
De gør underværker – især på grå dage.

Nu, hvor jeg er gammel og grå, sidder jeg tit med et strikketøj i hånden 😊

Når én dårlig oplevelse kaster skygge over tolv gode

Vidste du, at der skal tolv gode oplevelser til at opveje én dårlig?
Og at én dårlig oplevelse kan viske tolv gode ud – som bølger, der skyller fodspor væk i sandet.

Forskere siger ganske vist, at der kun skal tre gode oplevelser til for at udligne en dårlig.
Men den tanke har jeg svært ved at tro på.

For hvordan kan et såret hjerte hele af tre små glimt af glæde?
Hvordan kan en kop kaffe på sengen tre gange opveje ét sårende ord, sagt uden omtanke?

Jeg tror, alvoren gør forskellen.
Nogle oplevelser sætter sig som skygger – lange, vedholdende, og altid er der, når solen rammer.
Og hver gang en ny dårlig oplevelse dukker op, føles det, som om de gode straks mister farve og falder bort.

Det er noget, vi bør huske – i kærlighed, i venskab, i hverdagen.
For vi bærer hinandens ord som små sten i lommerne – nogle varme, andre tunge.

Men hvordan slipper man vægten?
Hvordan tilgiver man ord, der blev sagt for længe siden, men stadig genlyder indeni?

Måske er tilgivelse ikke at glemme – men at give slip.
At lade skyggen blive, men ikke længere lade den styre lyset.

Hvad tænker du?
Har du prøvet at tilgive uden at glemme?
Og tror du, det virkelig kræver tolv gode oplevelser at opveje én dårlig – eller måske endnu flere?

Ja, spørgsmål, som ikke er lette at svare på!

En bøn fra et lille forvirret hjerte.

Når livet føles tungt, og tankerne snor sig i forvirring, vender mange sig mod himlen – i håb om ro, svar eller blot et øjebliks klarhed.

Men hvordan ved vi egentlig, om det, vi beder om, er det rigtige – for os selv eller for andre?

Denne lille bøn, af en ukendt forfatter, rummer netop dette spørgsmål. En stille refleksion over tro, tillid og ønsket om at ville det gode – også når man ikke helt forstår vejen dertil.

En bøn fra et lille forvirret hjerte.

DU som styrer alt på jord

styr mit lille hjerte,

så de ønsker - som der bor

ej forvolder smerte.

Hjælp mig i min uforstand

kun at ønske drømme,

som DU let opfylde kan,

uden DU mig dømme.

En påmindelse om, at bøn ikke altid handler om at få – men om at finde fred i det, vi allerede har, og i den vej, vi bliver ledt ad.

Jagten på et særligt billede i Polen – en historie om tålmodighed, tillid og lidt held

 

Indledning:

Nogle billeder glemmer man aldrig.
De brænder sig fast – ikke kun på nethinden, men i hjertet.
Et sådan billede fandt jeg engang på et museum i Polen. Eller rettere: to billeder. Det ene fik jeg lov til at fotografere. Det andet blev begyndelsen på en lille jagt, der skulle tage flere år at afslutte.

Jagten på et specielt billede i Polen

Under et besøg i Polen for flere år siden tog min søn mig med på et stort museum – et sted fuld af historie, farver og kunst, der nærmest åndede gennem væggene.

Allerede i stueetagen fangede et fantastisk maleri mit blik. Jeg blev stående et øjeblik, helt opslugt. Uden at kunne polsk forsøgte jeg med tegnsprog og små gebærder at spørge en museumsvagt, om jeg måtte fotografere det. Hun smilede og nikkede – ja, det måtte jeg gerne.

Vi fortsatte op på første sal, hvor endnu et maleri fangede min opmærksomhed. Det var ét af dem, man bare må forevige. Jeg greb mit kamera, der hang om håndleddet – men denne gang var svaret nej. Min søn, der taler polsk, forklarede, at fotografering var tilladt i stueetagen, men svaret var stadig NEJ. Jeg lagde kameraet fra mig, men kunne mærke, hvordan stemningen ændrede sig.

Fra det øjeblik blev jeg overvåget. Vagternes blikke fulgte mig i hvert rum, og nye øjne stod klar, når jeg trådte ind i det næste. For at vise min gode vilje sagde jeg til min søn, at jeg ville lægge kameraet i rygsækken – så de kunne se, at jeg ikke agtede at tage flere billeder.

”Nej mor,” sagde han, ”du har sagt, at du ikke gør det, altså skal de tro på dig.”
Han havde jo ret. Men jeg forstod også vagternes mistro – de kendte mig jo ikke. Jeg lagde kameraet synligt i tasken, men overvågningen fortsatte.

Selvom jeg ikke ligefrem er bange for vagter, begyndte jeg at frygte, at de ville tage mit kamera, når jeg forlod museet. Jeg havde trods alt et billede fra stueetagen – et helt lovligt ét, men alligevel.

Da vi gik ud, følte jeg både lettelse og skuffelse. Lettelse over at alt gik fredeligt, men også en stille sorg over, at jeg ikke fik et billede af det andet maleri – det, der havde sat sig fast i mig.

Årene gik, men tanken om det billede slap mig ikke. Jeg søgte på nettet, i bøger, i museumsdatabaser – uden held. Indtil en dag, hvor en hjælpsom museumsleder fandt det for mig. Jeg fik tilsendt et foto – ganske vist skråt taget – men der var det!

Jeg vil ikke gengive billederne her, for jeg vil ikke overtræde nogen regler. Men spørg mig, om jeg er glad for de billeder, jeg har? Det er jeg. Og jeg har lært, at man ikke skal give op – hverken på sin nysgerrighed eller sin tålmodighed.

Når ulven virkelig kommer – lær at tilgive dig selv

Når ulven virkelig kommer – om tillid, ansvar og selvtilgivelse

Vi kender vist alle historien om Ulven kommer.
Ellers kan jeg kort fortælle, at den handler om hyrdedrengen Peter, der kedede sig, mens han passede landsbyens får.                                            For at få opmærksomhed råbte han: “Ulven kommer!” – og hver gang kom landsbyboerne løbende for at hjælpe. Men ulven kom ikke.

Da den en dag virkelig kom, troede ingen længere på ham.

                       

For nogle mennesker kan det desværre blive en livsstil at råbe “Ulven kommer”.
De søger opmærksomhed eller hjælp, men overdreven alarm gør, at omgivelserne til sidst lukker af.

Det er især hårdt for de pårørende. For når ulven virkelig kommer – når der faktisk er brug for støtte – kan man føle sig splittet mellem træthed, afmagt og dårlig samvittighed.
Man ønskede jo ikke at svigte, men havde bare taget afstand for at beskytte sig selv.

Har man så fået den dårlige samvittighed ind i sjælen, fordi man ikke var der i rette tid, er det vigtigt at finde fred med sig selv.
At bære på skyldfølelse er opslidende for både sjæl og krop.

Vi må øve os i kunsten at tilgive – også os selv.
For tilgivelsen er ikke et fripas, men en vej til at leve videre med mere ro og med et åbent hjerte.

Stigma – når psykisk sygdom bliver et usynligt stempel

Stigma og psykisk sygdom – hvorfor vi alle kan gøre en forskel 

En personlig fortælling

Ordet stigma betyder et negativt kendetegn – et slags socialt stempel, der hæftes på en person.

Disse ord står i en pjece fra "En af os", som er en del af Landskampagnen for afstigmatisering af psykisk sygdom.
Du kan læse mere på www.en-af-os.dk.

Kampagnen, der startede den 1. september 2011, har et klart mål:
At skabe større forståelse for, hvad psykisk sygdom egentlig er – og hvordan vi som samfund kan møde mennesker, der lever med det.

Når uvidenhed skaber afstand

Vi er mange, der ikke ved nok om psykiske sygdomme – og endnu færre, der ved, hvordan vi skal forholde os til mennesker, der kæmper med dem.

Ofte sker der noget ubevidst:
Vi trækker os lidt væk.
Vi bliver usikre.
Vi tier.

Men netop den afstand gør ondt værre for den, der i forvejen kæmper.
Smerten ved at føle sig udenfor fællesskabet forstærker sårbarheden og følelsen af at stå alene.

Når det ikke længere er naboens barn

Der er én vigtig ting, vi alle bør huske:
Det er ikke altid naboens børn, der bliver ramt.

Jeg ved det, for jeg har selv stået dér.

Gennem mit arbejde havde jeg i mange år min gang på psykiatriske afdelinger. Jeg troede, jeg vidste, hvordan det var at være patient eller pårørende.
Men da sygdommen ramte mit eget barn – og ikke naboens – opdagede jeg, at jeg pludselig stod i en helt anden verden.

En verden, hvor teori og erfaring fra arbejde ikke rækker.
En verden, hvor alt bliver personligt.

Vi kender alle nogen

Jeg tror, at vi alle – på den ene eller anden måde – kender et menneske, der lever med en psykisk sygdom.

Derfor kan vi alle gøre en forskel.

Ved at vise forståelse.
Ved at turde tale om det.
Og ved at huske, at psykisk sygdom ikke definerer et menneske – det gør vores medmenneskelighed.

🌿 Afslutning:

Stigma mister sin kraft, når vi tør se hinanden i øjnene – uden fordomme, uden afstand, men med forståelse og respekt.

Tilgivelse – Når du slipper vreden, vinder du friheden

Jeg har læst mange bøger om, hvordan man klarer tilværelsen.

En læresætning, der ofte går igen, er opfordringen til at tilgive.

Det lyder måske banalt, men jeg har efterhånden erfaret, at der ligger stor sandhed i det. Tilgivelse kan lette de tunge, trælse tanker, som opstår, når man føler sig trådt over tæerne.

Den, du går og mugger over, aner sikkert intet om dine følelser – så i virkeligheden er det dig selv, du hjælper, når du i sindet vælger at tilgive den, der har såret dig.

For nogle år siden stod jeg selv midt i en voldsom modvind.
Halvdelen af byen syntes at vende mig ryggen – der blev spredt rygter, løgne og bagtalelser. Jeg blev både vred, såret og dybt ked af det.

Jeg brugte timer, dage, uger og faktisk år på at komme videre.
Og helt ærligt – jeg vædder gerne en bakke flødeboller på, at de andre ikke har brugt nær så meget tid på at tænke på mig, som jeg brugte på at tænke på dem.

Til sidst prøvede jeg bevidst at tilgive – ikke fordi de fortjente det, men fordi jeg fortjente ro.
Og det virker. I dag tænker jeg langt sjældnere på den tid, og når jeg gør, fylder det mig ikke længere med vrede.

TAB IKKE LIVETS GLÆDE I VREDE

Giv tankerne et frikvarter - minder fra min konfirmation

Midt i alle livets fortrædeligheder kan det være godt at give tankerne et velfortjent frikvarter – for eksempel ved at tænke tilbage på noget godt.

I dag tænker jeg på min konfirmation, som fandt sted netop på denne dag – for mange år siden.
En dejlig efterårsdag, hvor solen kastede et varmt skær over alting. Jeg husker, at bordpynten bestod af efterårsrøde vinblade på de hvide duge – enkelt, men smukt.

Selvom vi ikke havde mange penge, fik jeg en vidunderlig dag med mange gæster og gode gaver. Jeg husker blandt andet, at jeg fik et ur, en cykel, smykker og en rød Calypso-trøje – magen til den, som Nina & Frederik optrådte i dengang.

Min konfirmationskjole var sikkert den billigste af alles, men den var hvid – ligesom de andre pigers – og jeg var lykkelig for den. Jeg havde fået at vide, at det ikke var sikkert, jeg fik en kjole, hvis der også skulle være penge til fest og gaver. Der blev heller ikke råd til en andendagskjole, men jeg fik en flot kjole af min mors kusine, som jeg kunne bruge til særlige lejligheder.

“Blå mandag” kom jeg ikke med til – det var der ganske enkelt ikke penge til. Men jeg husker det ikke som noget forfærdeligt; jeg vidste jo, hvordan det stod til derhjemme.

At være glad for lidt har hjulpet mig mange gange senere i livet.
Nogle gange er det de enkle minder, der giver de største smil.

Sådan fandt jeg læseglæden igen – efter et hjertestop og nye udfordringer med at læse

Jeg overlevede et hjertestop – og måtte lære mange ting forfra, også det at læse. Det har været en lang og lærerig rejse, fyldt med tålmodighed, frustration, men også håb.

I dag deler jeg mine oplevelser for at inspirere andre, der måske kæmper med senfølger, træthed eller tab af færdigheder. For der findes altid en vej – og nogle gange begynder den med en enkelt side i en bog.

Et af de senfølger, jeg har oplevet efter mit hjertestop, er læsevanskeligheder.
Lige efter – og det er nu 12 år siden – kunne jeg kun læse en halv side af en bog ad gangen. Dengang anede jeg ikke, hvor stor betydning forfatterens sprog kunne have for min evne til at træne læsefærdigheden op igen.

Jeg prøvede mange forskellige bøger, men blev hurtigt træt og ukoncentreret. Jeg kunne simpelthen ikke blive fanget af historierne. Efterhånden kunne jeg læse lidt længere ad gangen, men det gik langsomt – og jeg savnede den glæde, jeg engang havde haft ved at fordybe mig i en god bog.

En dag fandt jeg ved et tilfælde en gammel bog i mit roderum. Det var en del af en lille serie, jeg havde fået for over 50 år siden. Jeg huskede svagt, at den handlede om en pige ved navn Raija, men ellers var alt væk – som om historien var forsvundet ned i de sorte huller, som hjertestoppet havde efterladt i min hukommelse.

Jeg besluttede mig for at prøve at læse serien igen. Og til min store overraskelse skete der noget helt særligt:
Forfatteren, Bente Pedersen, skrev på en måde, som min hjerne kunne forstå. Hun beskriver situationer langsomt, fra flere synsvinkler og med et sprog, der flyder roligt. Det passede perfekt til mig.

Langsomt, men sikkert, kunne jeg læse flere og flere sider hver dag. I dag læser jeg to af hendes bøger om måneden – og jeg er nået til nummer 36 i serien. Jeg må ofte bestille bøgerne hjem via biblioteket, men det gør mig ingenting. For jeg er bare så taknemmelig for, at min læsefærdighed er blevet så meget bedre.

For nylig lånte jeg en bog af min nabo, som mente, jeg måtte læse den, fordi den handlede om et emne, vi begge interesserer os for. Men til min store overraskelse kunne jeg slet ikke læse den. Forfatterens måde at skrive på gik bare ikke ind. Og det fik mig til at tænke.

💬 Mit budskab er dette:
Opgiv ikke, hvis du oplever noget lignende. Det er ikke sikkert, det er dig, der ikke kan læse – måske er det bare forfatterens sprog, der ikke passer til den måde, din hjerne arbejder på.
Prøv dig frem. Skift forfatter. Du kan finde din vej tilbage til læsningen – i dit eget tempo og på dine egne præmisser.

Ærlighed – hvorfor det kan gøre ondt, men stadig er vigtigt

Ærlighed – en underlig størrelse

Ærlighed er for mig både Alfa og Omega. Jeg sætter utrolig stor pris på, når mennesker omkring mig er ærlige – også selvom sandheden kan gøre ondt. Smerten ved at høre noget ubehageligt er for mig mindre, end usikkerheden der opstår, når jeg mærker, at noget ikke bliver sagt højt.

Alligevel må jeg indrømme, at jeg selv kan have svært ved at være helt ærlig. Jeg vil nemlig nødig såre andre. Men paradokset er, at manglende ærlighed ofte skaber endnu større afstand. Når en kollega, ven eller et familiemedlem ikke siger tingene ligeud, kan man tydeligt fornemme, at noget er galt. Det gør én utryg og kan i sidste ende skabe en mur imellem mennesker.

Derfor: I stedet for at gå og gruble i timer, dage eller uger – spørg! Ofte viser det sig, at problemet er langt mindre, end vi forestiller os. Måske er det endda noget, der hurtigt kan ændres. Ærlighed kan være svær, men den baner vejen for tillid, nærvær og stærkere relationer.

Når den røde tråd får knuder – om livets omveje

Jeg har altid haft en fornemmelse af, at vi alle er født med en ”rød tråd” – en livsvej, der kan guide os. Men sandheden er, at min tråd er fuld af knuder.

Jeg har flere gange troet, at jeg havde fundet mit kald. Jeg kastede mig helhjertet ind i arbejdet, følte mig lykkelig og brugte gladeligt 10-11 timer om dagen. Og alligevel måtte jeg efter uventede bump på vejen indse, at jeg var endt på en omvej.

Så stod jeg dér igen – tilbage ved start og på jagt efter min røde tråd. Det kan være frustrerende. Som om jeg har spildt tid. Og nu, hvor jeg befinder mig i den tredje alder, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt flov over ikke at kende mig selv bedre.

Men måske handler det ikke om at finde den perfekte tråd. Måske er knuderne en del af det hele. Måske har de omveje, jeg kalder forkerte, i virkeligheden givet mig erfaringer og styrker, som jeg ellers aldrig havde fået.

Jeg begynder at tænke, at den røde tråd ikke altid er en lige linje. Den kan sno sig, binde sig sammen, og nogle gange endda gå i ring. Og det er okay.

Hvis du også leder efter din tråd: vær tålmodig. Se på de knuder, du allerede har mødt, og spørg dig selv, hvad de har lært dig. Måske er du allerede længere på vej, end du tror.

Og hvis nogen alligevel finder min tråd først – så råb det gerne højt fra Speakers’ Corner 😉

Suppevogne i vinterkulden – en varm idé til Danmark

En varm tanke på en kold juleshoppingdag

Nu nærmer tiden sig, hvor vi trækker i jakker, halstørklæder og vanter for at gå på julegavejagt i byens gader. Men ofte ender det med, at man fryser om fingre og ører – ja, man kan næsten mærke kulden bare ved tanken.

Tænk, hvor skønt det ville være, hvis der fandtes små suppevogne på hvert gadehjørne. Forestil dig en rygende varm kop suppe til en flad 20’er, lige når man har mest brug for det. Måske endda en kombineret pølsevogn og suppevogn?

I flere lande er det allerede en fast del af gadebilledet. Da jeg for år tilbage besøgte Polen, blev jeg rådet til ikke bare at give penge til hjemløse, men i stedet købe en portion suppe til dem. I de store byer fandtes der suppeboder overalt – en god, nærende portion kostede dengang kun omkring 1 zloty. Tiderne har sikkert ændret priserne, men idéen holder stadig: varm mad, let tilgængelig, til glæde for alle.

Måske kunne vi lade os inspirere og få mere suppe på gaden i Danmark? Det ville gøre julegave-turen både hyggeligere og varmere. For den sags skyld gerne året rundt.

                                             

Yin og Yang i mennesker – en personlig oplevelse

Bag en tilsyneladende fattig mand i Aalborg gemte sig en kultiveret herre, som ændrede min måde at se yin og yang i mennesker på.

Yin og Yang i mennesker

Jeg har altid set yin og yang som et billede på livets dobbelte natur – modsætningerne, der ikke kan eksistere uden hinanden. Det gælder ikke kun i naturen, men også i mennesker. Med andre ord: Man skal ikke skue hunden på hårene.

For mange år siden lærte jeg en ældre mand at kende, som boede i et lillebitte rum – helt inde i en baggård til en baggård i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Rummet var så trangt, at man knap nok kunne være fire mennesker derinde på én gang.

Han levede yderst beskedent. Hentede daggammelt brød hos bageren, fik et kødben hos slagteren til suppe og gik i det samme tøj dag ud og dag ind. På overfladen kunne han ligne en fattig og sær mand.

Men bag facaden fandtes en helt anden side af ham. Han var intelligent, dannet og kunne – når lejligheden bød sig – iklæde sig gallatøj, som han havde liggende hos bekendte, og optræde som en kultiveret herre. Det var ham, der introducerede mig til koncertoplevelser – endda fra første række.

Denne mand bar virkelig yin og yang i sig. Han rummede både det enkle og det sofistikerede, det jordnære og det forfinede. En fascinerende person, som jeg er oprigtigt glad for at have kendt.